KøbenhavnSkitseGeneralplan

de sidste 30 år arbejdet med sådanne fælles emner - således f. eks. Dansk Ingeniørforenings trafiklinieudvalg med betænk­ ning i 1926 og de på Dansk Byplanlaboratoriums initiativ udar­ bejde betænkninger: Københavnsegnens grønne områder(1936) og Skitseforslag til en egnsplan (1948). V ed byreguleringsloven ( 19 4 9 ) er arbejdet med koordineringen af Københavnsegnens planlægning indtrådt i en n y fase, idet det i henhold til loven nedsatte byudviklingsudvalg har ud ar­ bejdet planer, der fastlægger på hvilke arealer den bymæssige udvikling i omegnen skal finde sted fo r en årrække frem over. I det store og hele skulle Storkøbenhavn herigennem være sikret mod en helt planløs spredning a f bebyggelsen, således som man finder det omkring mange andre storbyer, og som man også kunne have befrygtet i Københavns omegn. Stort set er den udvikling i omegnen, som startede med at lægge en ny ring af parcelbebyggelser omkring København, nu til­ rettelagt som udløbere af storbyen i tilslutning til de nuværende og fremtidige S-baner, med bycentrer ved stationerne og inde­ holdende industriarealer m.v., medens kiler af landbrugs- og kolonihavearealer samt gartnerier imellem disse »byens fingre« strækker sig nær ind til den nuværende bebyggelse. For planlægningen af den videre udvikling inden for Køben­ havns kommunes område - trafiklinierne, erhvervsområderne, bycentret o. s. v. - har det den største betydning, at den sandsynlige udvikling i omegnen klarlægges, og at der organise­ res et fast samarbejde mellem kommunerne om planlægningens store linier. Københavns kommune er næsten udbygget Den stadig større udbredelse af hovedstadens bebyggelse har sin årsag i en vækst af befolkningen, som dels skyldes et fødselsoverskud i den eksisterende befolkning, og dels en betydelig tilflytning. Københavns kommune tog endnu indtil for få år siden sin store del af befolkningstilvæksten i Storkøbenhavn, gennem hele perioden 1930-45 således omkring halvdelen af den samlede befolkningstilvækst. I 1945-50 nåede Københavns kommune imidlertid ikke engang op på en trediedel af tilvæksten, for pludselig efter 1950 at gå helt i stå eller rettere at få en ringe befolkningsafgang. Det nybyggeri af boliger, der endnu er plads til i Københavns kommune, vil befolkningsmæssigt næppe opveje den afgang, der må ventes som følge af udtynding og sanering. Nogen større totaltilvækst af befolkningen kan i hvert fald ikke tænkes inden for stadens grænser. Hvad der er tilbage at disponere over af større frie arealer kan let overses: Foruden de arealer, der vel med tiden kan tænkes !5