SådanBoedeVi

interesse. I denne forbindelse er der grund til at nævne, at der i boligtæl­ lingen for 1895 fandtes en redegørelse for antallet af arbejderlejligheder tilhørende foreninger, aktieselskaber og private arbejdsgivere i 1895. Det drejede sig i alt om ca. 3.800 arbejderboliger - hvorved vi altså forstår lejligheder for arbejdere, opført af velgørende foreninger o.l. - og den kendte Arbejdernes Byggeforening, der var startet af B & W’s arbejdere, tegnede sig for størsteparten (se s. 71f .)- Af de 3800 arbejderboliger var det store flertal - godt 3000 - på et- og to-værelser. Omend oplysningerne om disse specielle arbejderboliger er af særlig interesse, må man dog gøre sig klart, at de kun udgjorde en forholdsvis beskeden del af arbejdernes boliger i de almindelige private udlejnings­ ejendomme. I den private boligmasse fandtes i 1895 ca. 76.000 lejlighe­ der. Rundt regnet havldelen var ét- og to-værelses boliger, som fortrins­ vis var beboet af arbejdere. Det vil med andre ord sige at de for 1895 anførte godt 3000 arbejderboliger på et- til to-værelser udgjorde ca. 8 pct. af samtlige ét- og to-værelses lejligheder. En bredere og mere detailleret redegørelse for arbejdernes boligfor­ hold foreligger først med boligtællingen i 1906. Oversigten er af funda­ mental betydning, når det drejer sig om at belyse væsentlige sider af såvel arbejdernes som andre samfundsklassers boligforhold. Oversigten hed­ der netop: Beboelses- og lejeforholdene for visse samfundsklasser. Mellem den første boligtælling i 1880 og den særlige redegørelse for arbejdernes boligforhold i boligtællingen af 1906 var der forløbet et kvart århundrede - et ganske langt tidsrum, når man betænker den dynamiske økonomiske udvikling og de grundlæggende strukturelle forskydninger, der prægede hovedstaden i disse årtier. Der er god grund til at antage, at denne udvikling ikke lod arbejdernes boligforhold uberørt, og at de boligforhold for arbejderklassen, som 1906-tællingen belyste, ikke havde gyldighed i 1880. At der allerede før århundredskiftet havde fundet en gennemgribende ændring sted var da også opfattelsen i Københavns statistiske Kontor. I kommentarerne til 1895-boligtællingen gav man måske lidt vel drastisk udtryk for denne opfattelse: »Det er intet mindre end en hel revolution, der er foregået indenfor de københavnske smålej- ligheders kreds i løbet af 15 år. Medens ét-værelses lejlighederne i dette tidsrum kun er gået frem fra 8.323 til 10.887, er to-værelses lejlighederne steget i tal fra 16.314 til 32.976, svarende til en stigning på henholdsvis ca. 30 og ca. 100 p ct.« .4 Denne forskydning til fordel for de to-værelses lejligheder indledtes tilsyneladende allerede i 1880erne. Det fremgår således af den trykte

14