SådanBoedeVi

måde, at i bygninger, hvor der findes lejligheder under 64 kvadratalen, er deres areal bestem t ved deres indvendige m ål...«4. I en forudgående skrivelse af 11. maj 1874 fra magistraten til stadskonduktøren oplyses det, at man ved indvendigt mål forstod arealet uden at ydermure og trappegange var medtaget, men »således, at skillevægge, skorsten og deslige iberegnes«5. Fritagelsen for den statslige bygningsafgift blev udstrakt til også at gælde en række kommunale afgifter, som i 1861 blev sammenfattet under navn af arealskat. Altså: bygningsafgiften er den statslige, arealskatten den kommunale ejendomsskat. Skattefriheden for lejligheder under 64 kvadratalen var en kendsger­ ning under hele 1800-tallet - bortset fra en kortvarig afbrydelse, som vi senere skal komme ind på - og et stykke ind i det tyvende århundrede. Skattebegunstigelsen ophørte nemlig først med bygningsafgiftens og arealskattens bortfald, hvilket fandt sted i henholdsvis 1905 og 1926.6 Lovens konsekvenser. Bestemmelsen om skattefrihed for smålejligheder under 64 kvadratalen var af helt fundamental betydning for boligpolitik­ ken og boligdebatten fra midten af 1800-tallet til ind i 1880’erne. Var den også af betydning for byggepraksis, for nybyggeriet af smålejligheder? For samtiden var der næppe tvivl om, at det var tilfældet. Såvel stads­ konduktøren som kommunalbestyrelsen - de i denne sammenhæng mest kompetente myndigheder - var enige herom. Det er rimeligt her at indskyde, at stadskonduktørens hovedopgave var at udarbejde en matri- kulering af samtlige ejendomme i staden, og denne matrikulering dan­ nede grundlaget for en påligning af ejendoms- og grundskatterne. Enhver nybebyggelse eller bygningsforandring skulle anmeldes til stadskonduk­ tøren, som derefter skulle foretage opmåling og afgiftsberegning. I en skrivelse af 20. marts 1849 til indenrigsministeriet formulerede stadskonduktøren vittigt og elegant sit syn på nybyggeriet af smålejlighe­ der: »Lejligheder under 64 kvadratalen har siden 1802 været et udtrykke­ ligt mål som ejere har haft for øje, for at se deres nye bygninger give dem den bedste rente under et formentlig godt formål«7. Kommunalbestyrel­ sen hævdede tilmed i 1856, at lejligheder under 64 kvadratalen ofte blev indrettet i ældre ejendomme ved opdeling af større lejligheder8. At nybyggeriet for småkårsfolk i vid udstrækning var koncentreret om lejligheder under de 64 kvadratalen eller 25 kvadratmeter synes yderli­ gere bekræftet af den kendsgerning, at selv datidens mønsterlejligheder for arbejdere som regel blev holdt under denne grænse.

65

5 Sådan boede vi