SådanBoedeVi

fordel af den til bygningen sammenskudte kapital end 4 pct. årlig rente« (lovens § 6). Allerede på det tidspunkt havde Arbejdernes Byggeforening opført boliger bl.a. i Nyboder med lejligheder på 90 kvadratalen.20 Men den væsentligste forskel mellem Arbejdernes Byggeforening og de tidligere nævnte foreninger turde være den, at Arbejdernes Byggefore­ nings huse tidligt mistede deres præg af rene arbejderboliger. Allerede i 1870’ernes begyndelse hører man, at lejligheder overtages af personer, der ikke tilhører arbejderklassen.21 De blev i betydeligt omfang erhvervet af hvad samtiden kaldte den lavere m iddelstand.22 Forklaringen på at middelstanden lagde beslag på en væsentlig del af husene var ifølge Socialdemokraten fra 29. marts 1883 ikke mindst den, at ethvert medlem kunne erhverve 10 andele og dermed tidoble sin chance ved lodtrækningen. Ifølge samme artikel - som nok må tages med et vist forbehold - var højst en Qerdedel af husbesidderne arbejdere i egentlig forstand i 1882. Det turde herefter stå fast, at en betydelig del af byggeriet for småkårs­ folk i de nærmeste årtier efter 1850 i betydeligt omfang bestod af lejligheder på 64 kvadratalen (25 m2) og derunder, altså lejligheder, der var så små, at de ikke overskred arealet på et større værelse i nutidens byggeri. Man kan imidlertid stille det spørgsmål, om bygning af disse miniature lejligheder på under 64 kv.alen ikke ville have fundet sted i alle tilfælde uanset den omtalte skattebegunstigelse. Det ville åbenbart havde været tilfældet, hvis den »fattige klasse« - som samtiden udtrykte sig - ikke havde mulighed for at betale huslejen for større boliger. Bygning af disse smålejligheder ville da være dikteret af, hvad rriåiirkunne kalde den økonomiske nødvendighed. Det er i denne forbindelse tankevækkende, at i byer som Kristania (Oslo) og Gøteborg - hvor man ikke kendte noget til skattefritagelse for smålejligheder - bestod arbejdernes lejligheder for en stor del af boliger, som må have været af meget begrænset areal, og formentlig ikke større end de københavnske. Det fremgår af nogle undersøgelser fra Gøteborg i 1889/90, at der fandtes adskillige lejlighe­ der, hvor der var under 3 m2 areal pr. beboer23. A. Holst’ grundige undersøgelse over arbejderboliger i Kristiania (Oslo) i 1890’ernes første halvdel kom til det resultat, at rundt regnet en sjettedel af arbejderfami­ lierne havde et gulvareal pr. voksen person på maksimalt 4 m2.24 Omend disse tal ikke direkte siger noget om lejlighedernes areal, indicerer de dog, at lejlighederne ofte må have haft et efter vor opfattelse særdeles begrænset flademål.

72