SådanBoedeVi

Det er i denne sammenhæng unægtelig tankevækkende, at i Køben­ havns første »arbejderboliger«, Christian den Fjerdes Nyboder fra 1630’erne og senere, var den almindelige lejlighed på 36 m2 eller 90 kv.alen. Et enkelt eksempel på disse ældste lejligheder i Nyboder findes den dag i dag i St. Paulsgade. Senere - engang i 1700-tallet - blev det almindeligt at opdele disse lejligheder i to med fælles køkken.25 Var skattefritagelsen til fordel fo r ejerne? Som antydet satte skattefri­ hedsklausulen i 1802-loven sit umiskendelige præg på boligdebatten og boligpolitikken. Argumenter mod skattefrihedsbestemmelsen blev båret frem af overvejelser, der dels var af økonomisk eller rettere af fordelings- politisk karakter, dels af social og hygiejnisk art. Kritikken ud fra et fordelingspolitisk synspunkt gik ud på, at skattebegunstigelsen - som oprindelig var tænkt som en socialpolitisk foranstaltning til fordel for de fattige - i praksis ikke kom lejerne til gode, men havnede i husejernes lommer. De socialt baserede argumenter gik ud på, at skattebegunstigel­ sen resulterede i bygning af små, overfyldte og uhygiejniske lejligheder, som var en trussel både for beboernes og samfundets sundhed. Første gang jeg har mødt påstanden om, at skattefritagelsen blev inkasseret af ejerne, er i ovennævnte citat fra stadskonduktøren i 1849, hvorefter nybyggeri af smålejligheder gav såvel en god samvittighed som en god profit. Denne opfattelse møder man herefter igen og igen. Besyn­ derlig nok gjorde Københavns kommunalbestyrelse sig til talsmand for samme synspunkt, besynderligt fordi magistraten normalt var en svoren fortaler for husejernes interesser.26 Allerede i 1856 hævder magistraten i en skrivelse til rigsdagen, at der ofte var blevet indrettet smålejligheder i ældre bygninger, og at skattefriheden »således nærmest kommer ejerne til gode«.27 Kommunalbestyrelsens modstand mod skattefrihedsreglen kulminerede i begyndelsen af 1870’erne i forbindelse med et lovforslag om at udvide skattefriheden til også at gælde lejligheder på mellem 64 og 80 kvadratalen. Og her fremgår det klart, at det var kontante kommunal­ finansielle interesser, der betingede magistratens stillingtagen. Det man ønskede var ikke alene en ophævelse af skattefrihedsbestemmelsen, men en omlægning af hele ejendomsbeskatningen, så denne for fremtiden hvilede på en vurdering. Man hævdede iøvrigt, at en sådan omlægning ville medføre, at der ikke længere blev bygget smålejligheder på under 64 kvadratalen.28 Det er nok rimeligt i forbindelse med denne diskussion at gøre et forsøg på at vurdere, hvad skattefritagelsen betød i kroner og ører for ejer eller

73