SådanBoedeVi

lejer. Skattefritagelsens beløb varierede naturligvis med lejlighedens størrelse og desuden med lejlighedens beliggenhed, idet skatten var højere i forhus end i bag- og sidehus. Tager vi imidlertid vort udgangs­ punkt i en lejlighed på 64 kvadratalen, beliggende i et forhus, kan skattefritagelsen anslås til 22,60 kr. årligt. Bygningsafgiften udgjorde nemlig fra gammel tid 4 1/8-del sk. og arealskatten 6 % sk. pr. kvadrat­ alen etageareal. Hvis lejligheden på de 64 kvadratalen havde et etagea­ real på 100 kvadratalen - hvilket næppe var ualmindeligt - ville skatterne følgelig beløbe sig til 107/s sk. x 100 = 11 rd. 30 sk. eller 22,60 kr. Går vi ud fra, at en almindelig årlig husleje for en to-værelses lejlighed i 1880 var 160 kr. (jvf. s. 45) kan man skønne, at skattefritagelsen kunne udgøre op til ca. 14 pct. af huslejens væ rdi283 . Diskussionen om hvem skattefrita­ gelsen tilfaldt drejede sig altså om hårde økonomiske realiteter. Vi skal endelig nævne, at spørgsmålet om hvem skattebegunstigelsen tilfaldt også blev drøftet på rigsdagen, navnlig i forbindelse med forhand­ lingerne i 1870’erne om skattefritagelsens udvidelse til også at gælde lejligheder på mellem 64 og 80 kvadratalen (25-31,5 m2). Det hed i motiverne til lovforslaget, at der havde været delte meninger om, hvor­ vidt huslejen i det hele taget kunne nedsættes gennem skattefritagelse, men forslagstillerne mente dog, at skattefritagelsen ad indirekte vej ville få en vis virkning, idet udbuddet af smålejligheder ville blive stimuleret og huslejen dermed tendere mod et fald.29 Den samme opfattelse gjorde landstingsudvalget sig til talsmand for og hævdede, »at fritagelsen for en del vil komme lejerne til gode«.30 Det forekommer mig, at dette synsunkt bærer fornuftens præg. Om skattefritagelsen kom ejerne eller lejerne til gode måtte afhænge af udbuddet af lejligheder. I perioder med boligmangel - og navnlig mangel på små lejligheder på et- og to værelser - ville en skattefritagelse formentlig være til ensidig fordel for ejerne31. Kritik a f 64 kvadratalen-grænsen og bygningsafgiftens bortfald fo r lejlig­ heder mellem 64 og 80 kvadratalen. Som nævnt blev skattefrihedsreglen også kritiseret ud fra et socialt og hygiejnisk synspunkt. Mest kendt blandt kritikkerne var lægerne Emil Hornemann (1810-90) og F .F .U lrik (1818-1917), som både i skrift og gerning virkede for en højnelse af arbejdernes boligstandard.32 Den i 1851 nedsatte sundhedskommission, som Hornemann var medlem af, fastslog, at skattebegunstigelsen var forkastelig ud fra et sanitært synspunkt »da der derved ligesom er sat

74