591173448

kun for uldne Varer og derfor ser man ogsaa de Farverier, som staa i Forbindelse med Landets faa større Klædefabrik­ ker, at have naaet en langt større Udvikling end alle andre«. Og disse andres Beskjæftigelse »bestaar kun i at farve mindre, uensartede Partier af forskjellige Varer og for en stor Del i at omfarve brugte Tøjer. At fordre af Bestyrerne af saa- danne Anlæg som Betingelse for Tilladelse til at udøve deres Profession, at de skulde besidde mange teoretiske Kund­ skaber, vilde være at opstille Fordringer, som ej staa i For­ hold til deres Industris og sandsynlige Erhvervs Størrelse«. Fik Landet en virkelig Textilindustri, mente Kollegiet, vilde vore Farverier af sig selv hæve sig. Det henstillede derfor at lade Sagen gaa sin naturlige Gang, og hertil sluttede Kan­ celliet sig. Farverne fik ikke den ønskede Examen, der vilde have givet deres Virksombed et bestemt Præg, hvad den hidtil fuldstændig havde manglet. 1812 skriver Kancelliet, at Pri­ vilegier til Farveriers Drift »som en Gren af Fabrikindustrien« herefter skal udfærdiges gjennem Kommercc-Kollegict, men 1833 bestemmer det samme Kancelli, at da Farverne ere Professionister og ikke Fabrikanter, kan der ikke paalægges dem nogen Pligt til at føre Handelsbøger. Og paa lignende Maade findes der modsigende Bestemmelser om Farvernes Handelsret. De vare ikke helt Fabrikanter, men heller ikke helt Professionister, i ingen Henseende holdtes de kort sagt sammen ved noget bestemt Baand. Enhver maatte nærmest lade og gjøre, som han selv vilde. Og hertil kom saa yder­ ligere den ovenfor nævnte Forskjel mellem Fabrikfarvere og Bondefarvere, en Forskjel, der vel delvis falder sammen med