591173448

Har Farveriet ikke været lavsordnet, have dog herefter en stor Del af Landets Farvere været saa godt som mono­ poliserede. Og der er endnu andre Bestemmelser, der vise, at Farverprofessionen paa ingen Maade var nogen helt fri Næ­ ring. I de forskjellige Forordninger om Kjøbenhavns Dug- mager-Halle (1705, 1739 og 1769) findes der ogsaa Bestem­ melser, der angaa Farverne. Det Klæde, som farves, skal efter Farvningen halles (d. v. s. prøves); og det skal paases, at der ingen Vindflekker er i det, at det ikke i Farven er vorden kalket eller jernplettet, og at det ikke med Træfarve er ophøjet, »som kaldes geskovet eller opsat, med mindre det forhen er vorden efterset, hvor meget det med Krap er farvet og ophøjet« (1705). Det Klæde, der farves to eller flere Gange, skal ved Enden saaledes indbindes, at hver Farve for sig er at lejende; det, som farves sort og grønt, skal halles, saavel naar det første og anden Gang er »stablet«, som naar det endelig tilsidst er ganske færdig farvet (1739, 1769), o. s. v. Ogsaa i Silkevævernes Lavsartikler (1741) nævnes Far­ verne. Paa det tilbageleverede, farvede Silke skal der, hedder det, godtgjøres Silkefarverne 1 Lod paa Pundet til Afgang, men skulde noget i Farvningen være fordærvet, for­ brændt eller forskaaret, bliver saadant for Farvernes egen Regning. Forøvrigt kom Tidens Toldbeskyttelses-System Farverne tilgode. 1740 forhøjedes Tolden paa fremmede farvede Lærreder, og Aaret efter blev disses Indførsel fuld­ stændig forbudt. Men hvad der ikke forbødes, var Indvandring af fremmede Farvere. Løber man de Privilegier igjennem, der fra 1737 ere givne til at drive Farveri og Trykkeri — disse