HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Else Haagensen

på tankstationerne, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg aldrig oplevede overfald eller tyveri i nogen kiosk. Damerne ville have været lette ofre, men det var en bedre tid, hvor der ikke var den store kriminalitet som nu, og det på trods af at der virkelig var fattigdom dengang. Mit arbejde bestod i, at jeg 2 eller 3 gange om ugen skulle ringe samtlige kiosker op. Jeg skulle sige: »De mangler«, og så havde kioskdamen sin seddel parat. Jeg skrev følgesedler ud og lagde varerne i bunker for hver kiosk på en meget lang disk. Inden det blev pakket, skulle frimærkebeholdningen stemmes af. Der var tale om hele ark. Pakkerne blev lagt i en reol med rum til samtlige kiosker, og den stod i budekspeditionen i kontoret ved siden af. Her residerede frøken Schæfer, der var en stram dame, og herr in­ spektør Jensen. Ved siden af dette kontor var budenes rum, hvor de sad, indtil de blev sendt ud på tur. De bar en grå uniform og kasket, og de blev kaldt svajere af københavnerne. De var berøm­ te eller berygtede for deres kvikke bemærkninger, når de bevæge­ de sig rundt i trafikken. Der har vel været 20-30 bude. Vi havde billetsalg til Det Kongelige Teater. Folk kunne ringe ind til os eller henvende sig i en kiosk, så snart man kendte reper­ toiret, der blev sendt ud for en uge ad gangen. Man skulle kende, hvor stor efterspørgslen var til den pågældende forestilling, og foreslå eventuelt at købe billetterne til forhøjede eller til dobbelte priser. Der var billetsalg et antal dage forinden billetsalget til or­ dinære priser begyndte. Det var nødvendigt, hvis det var en fore­ stilling, der var eftertragtet. Jeg skulle også tale med kunderne i telefonen, og her havde jeg noget at lære. Når jeg f. eks. ikke for­ stod, hvad der blev sagt, sagde jeg: »Hvad siger De«. Så blev jeg belært om, at det hed: »Hvabehar«. Vi havde en direkte linie til teatret, hvor vi indtalte vore egne og de bestillinger, kioskerne havde givet os. Teatret opgav os plads­ betegnelserne og pladsnumrene. Vi videretelefonerede oplysnin­ gerne til den kiosk, som kunden ønskede at afhente billetterne i, og kioskdamen udfyldte en billet med de fornødne oplysninger med plads og pris med tillæg af 20 øre for KTK's arbejde. Hændte det, at kunden ikke hentede billetterne, var det KTK, der heftede over for teatret, men det var sjældent, det skete. Kioskerne kunne også formidle fornyelse af lotterisedler. Det 130

Made with