HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Inge Hansen

Min mor har fortalt, at de spekulerede meget over min fremtid og alle de problemer, min opvækst ville medføre. Hvordan ville det gå mig? Kunne jeg mon klare mig selv, eller skulle de for altid hjælpe mig med alle de praktiske ting, som raske børn lærer at klare: spisning, påklædning, o.s.v.? Men min mor har også fortalt, at de kunne have sparet sig alle disse spekulationer, for jeg opfør­ te mig ganske normalt, det virkede nærmest som om, mit handi­ cap overhovedet ikke generede mig. De havde ikke specielle pro­ blemer med mig, for jeg brugte den »lille arm« til alt muligt, klædte mig på i samme alder, som mine ældre søskende havde gjort, var kvik og glad og legede på lige fod med de andre børn i gaden, der hurtigt havde vænnet sig til mig, så jeg hinkede, sjip­ pede, spillede med to bolde, løb på løbehjul, senere rulleskøjter, og jeg lærte også at cykle. Så blev jeg seks år og skulle meldes i skole. Min far tog mig ved hånden og vandrede op på Østerbrogade for at melde mig ind i den kommuneskole, som jeg hørte til. Den hed »Østre Gasværks­ skole«. I dag hedder den »Strandvejsskolen«. Inspektøren dér for­ talte min far, at jeg godt kunne optages i hans skole, men at der fandtes en skole på Toldbodvej 34 ved Langelinie for vanføre børn. Han syntes, min far skulle melde mig ind dér, for som han sagde: »Børn kan være onde mod dem, der er anderledes«. Det må jeg nu sige, at jeg personligt sjældent har oplevet, men jeg ved, at det forekommer. Min far og jeg tog så ind på Toldbodvej, der i dag er omdøbt til Esplanaden, og vandrede gennem den store port i nr. 34 forbi portvagten, som sad i et lille kontor i porten, og som havde hen­ vist os til »Barneskolen« på 4. sal i sidebygningen. Min far undre­ de sig over, at en hel skole lå på 4. sal, men blev endnu mere for­ bavset, da han lidt senere erfarede, at »skolegården« var et fladt tag i 5. sals højde med udsigt til Toldbodens store tårnur og bag­ ved det havnen med de mange skibe. Inspektøren præsenterede sig som Pastor Jeppesen og tog ven­ ligt imod os. Min far og han talte sammen et stykke tid, og så skulle vi gå hjem, for nu var jeg meldt ind. Jeg, som længe havde glædet mig til at komme i skole, var meget utilfreds med at forla­ de skolen. Jeg troede, at jeg skulle begynde med det samme, og det forklarede jeg indgående Pastor Jeppesen. Han sagde så til 156

Made with