HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Tage Bredmose Jensen

Vi bude sad på rad og række i baglokalet og blev så kaldt ind på kontoret, når der blev ringet efter et bud. På væggen i budstuen var der ophængt en seddel, hvor vi var opført ved nummer, som blev slettet, når vi rykkede ud, og vi måtte så, når vi kom tilbage, atter føre os på listen. Jeg fik nr. 12, og fra den dag hed jeg aldrig andet end »tolv« i chefens og kollegers tiltale. Kunderne betalte timetakst fra afgangen og til vi returnerede til budcentralen. På en kvittering til kunden var afgangstiden note­ ret, og returtiden blev påført af kunden ved betalingen. På kvitte­ ringen sad så en kontrolkupon med tider og beløb plus kundens underskrift. Den skulle vi aflevere på kontoret, når vi kom tilbage. Imellem turene blev der sludret i budstuen eller spillet kort, og hvis der var mange foran een på listen, kunne man nå en kop kaf­ fe ved kaffevognen på Kongens Nytorv eller i æbleskivekælderen i Lille Kongensgade, hvor en kop kaffe med tre æbleskiver koste­ de 25 øre. Det lyder billigt men datidens økonomiske niveau ta­ get i betragtning meget passende. En arbejdsmand havde den­ gang 1 kr. i timen og en 48 timers arbejdsuge. Vi bude havde en takst på 1 kr. i timen for ture på almindelig budcykel og 1,30 kr. for trækvogn, som vi lejede et sted i Borgergade. De trehjulede ladcykler var knapt fremme endnu. Vores egen løn var 55 procent af de indkørte beløb, og det kunne maksimalt give os 23-25 kr. om ugen i gode uger, men i dårlige uger var vi nogle gange nede på 18-20 kr. Dertil kom drikkepenge, »slæv« som det hed, og de var ikke så store vel højst regnet en lille krones penge om dagen. Det var altså ikke et job for familieforsørgere, og en enlig mand kunne lige få det til at løbe rundt. Men det var et frisk job med mange oplevelser, så mange unge mennesker syntes, at det var bedre end at gå med hænderne i lommen og kede sig. Det viste sig efterhånden, at enkelte gifte mænd helt op til 35-års alderen fristede tilværelsen som cykelbude. Måske kunne det gå, hvis ko­ nen havde et job ved siden af husgerningen, hvilket absolut ikke var almindeligt dengang. Foruden os to sidstantagne var der tre mand, som havde været med fra forretningens start. Der var Ludvig, som var blevet fyret for nylig som løs stationsarbejder på en af omegnens jernbanesta­ tioner. Der skulle åbenbart spares dengang som i dag mange ste­ der. Så var der Skuffekaj. Navnet kom af hans enorme underbid.

90