EnGammelPræstsLivserindringer

88 vægelse, jeg der blev vidne til. Til begge kirkerne strømmede skarer fra hele Fyen. Johannes Clausen bad mig tale ved et møde efter gudstjenesten. Da mange måtte stå uden for kirkens vinduer for at lytte, flyttede vi over i præstegården. Det var et ejendomme­ ligt syn at se den store gårdsplads tæt besat med vogne, hvor forsamlingen tog sæde, medens vi præster stod på dørtrinet og talte. NY UDSIGTER Jeg længtes nu efter forflyttelse. I 1871 blev jeg op­ fordret af nogle venner til at søge Torning, i 1873 af andre til at søge Skorup; men jeg kunde dog ikke følge disse venlige opfordringer. Derimod søgte jeg et par andre embeder, som jeg dog ikke fik. Jeg anede ikke, at den kirke, jeg skulde til, endnu ikke existerede. Så ved et missionsmøde i Ballerup, hvor Frimodt havde prædiket, kommer han hen til mig og siger: »Nu vil jeg have bygget en kirke i det yderste Nørrebro, og jeg vil have dig til præst der!« Jeg mente, at han hellere måtte udskille Østerbro først, men det vilde han nu ikke. Da han så føjede til på sin energiske måde: »Ja, jeg bygger ikke uden dig!« så måtte jeg tænke: »Hvoi Gud mig fører, går jeg glad, Han, ikke jeg skal råde.« Allerede i efteråret 1872 havde Frimodt sat sagen i be­ vægelse. Og han havde greb derpå. Efter at han først selv havde klaret sine tanker og lagt sin feltplan, sam­ lede han en lille kres af pålidelige venner og blev enig med dem. Derefter lagde han sagen frem for en menig­ hedsforsamling, der holdtes på »Store Ravnsborg«. Hans ord tændte ild i sjælene, og allerede den 18de juni 1873 kunde han lægge grundstenen til St. Stefans