EnGammelPræstsLivserindringer

98 nej. En aften søger jeg på Elers kollegium og ser på en dør navnet Fenger. Jeg venter mig intet resultat, men da jeg spørger manden, om han ikke har lyst til at blive præst i København, svarer han resolut jo. Jeg skyndte mig afsted, for at han ikke skulde for­ tryde sit ja. Men han kom, og den veltalende mand samlede snart kirken fuld. Vi gjorde, hvad vi for­ måede for at hjælpe ham til at blive; men vi var for fattige, og da der tilbød sig en stilling for ham ved Vor Frelsers kirke, måtte jeg desværre give slip på denne kraft. I 1887 fik jeg kateket-embedet forandret til et lille residerende kapellani, der blev besat med Karl Eugen Petersen, først kateket ved Vor Frelsers kirke, derefter her. Han blev indtil nu min velvillige og trofaste kollega. Vi delte så vidt muligt sognet og arbejdet imellem os. Men vi måtte ønske at nå videre. En dag møder jeg borgmester H. N. Hansen på Kapel­ vej og siger til ham: »Kan vi ikke få grund herude til en kirke for Nordvestkvarteret?« »Jeg har tænkt på det,« siger han. Så blev der dannet en komite med Rothe og Hansen i spidsen for at bygge to kirker, en herude og en i Voldkvarteret. Grosserer A. Gamél gav 80,000 kr. dertil. Men det trak i langdrag med Vold­ kvarteret. Man var ikke enig, om man skulde oprette et sogn der eller fordele kvarteret på de indenbys sogne. Den tanke kom også op at skaffe distriktet St. Petri kirke til sognekirke; men dette vilde dens menighed ikke gå ind på. Til gunst for delingstanken blev det gjort gældende, at folkemængden i den indre by var i aftagende. Til sidst vandt det dog overhånd, at det smukke ny kvarter både kunde gøres til et eget sogn og så også få sin egen kirke. Man kunde kun finde den noget indeknebne plads ved siden af kommunehospi­ talet. Men man kan forstå, med hvilken glæde St. An-