EnGammelPræstsLivserindringer

i 06 hjertigt ikke at mætte et sultent menneske, må jeg svare, at man skal mætte de sultne i deres hjem og ikke på gaden, thi det er netop ubarmhjertigt. Det viste sig ideligt at være en talemåde, at de havde »ikke brød i huset«. En mand kom og skændte, fordi vi hjalp hans kone. Dog måtte jeg indrømme, at en anden mand havde ret, som sagde, at han »var den mand, der spiste blår« (på dyrehavsbakken), thi det kunde han ikke leve af om vinteren. Vi kunde altid skaffe folk en foreløbig håndsrækning samme dag, som de havde bedet om hjælp, og vi bad derfor folk om dog endelig at henvise tiggere til os i stedet for at give ved dørene. Ofte viste det sig også, at folk ikke boede der, hvor de opgav det. Man kan snart ikke tælle alle de velgørende foreninger, der er voxede op i København; de vidner om, at den kristelige kærligheds ånd rører sig kraftigt derinde. Hvad mænd og kvinder her yder af tid og penge er beundringsværdigt. Jeg ved ikke bedre måde at illu­ strere dette på end ved at sige, at vi i vort store, fattige sogn aldrig behøvede at nægte nogen nødlidende øje­ blikkelig hjælp. Ravnene bragte Elias brød i Ørkenen. I rækken af denne skare af velgørere har vort kongehus stillet sig med en stor redebonhed. Dronning Louise optog asyl-tanken og skænkede St. Stefans sogn det store smukke asyl i Stefansgade. Ved grundstenslæg- gelsen den 7de oktober 1887 var hele kongehuset til stede, også kejseren af Rusland, så det var en stor fest­ dag for Nørrebro. Kronprins Frederik og kronprin­ sesse Louise havde et åbent blik for menneskers nød og den rette måde at hjælpe på, og de betroede kirkens fattigpleje at uddele deres rigelige gaver, 1000 kr. om året til vort sogn. Da G. Schepelern også havde taget et virksomt arbejde op i Trinitatis sogn med sognemission og fattigpleje, foreslog jeg ham, at vi skulde indbyde