EnGammelPræstsLivserindringer

114 en times tid hver, bliver der ofte for knap tid til en forhandling. Enkelte emner egner sig heller ikke til at behandles på et sådant møde, da de kræver grundigere undersøgelser. Men den slags fællesmøder giver dog et bidrag til at lære at kende de forskellige anskuelser og at bringe mennesker til bedre end før at forstå hver­ andre og respektere hverandres forskellige standpunk­ ter og synsmåder. Stein var ved at blive opslidt på Vesterbro, og så nødigt end en sådan kraft skulde tages bort fra Kø­ benhavn, anså man det dog for rettest at bevare ham for en mere omfattende virksomhed i kirkens tjeneste, medens han endnu havde kraft nok dertil. Så blev han i 1889 sat på Fyens bispestol. Men allerede med ud­ gangen af 1886 havde han nedlagt sin formandspost i indre Mission. Da vi skulde vælge en formand i hans sted, kom valget til at stå imellem Schousboe og mig. Vi to tog så hinanden under armen og gik en tur igen­ nem Farimagsgade, medens de andre rådslog. Da vi kom tilbage, havde man valgt mig, dels fordi Schous­ boe var fuldt optaget af arbejdet for de unge mænd, dels fordi man mente, at jeg, der havde været med fra begyndelsen, var et naturligt bindeled imellem os og landmissionen. Da Stein fratrådte, skrev han i besty­ relses-protokollen: »Hermed nedlægger jeg stillingen som formand for K. F. I. M. i København. Det sker med tak til Gud for den nåde, som har hvilet o vel­ gerningen, og med tak til mennesker for tillid og tro­ fast bistand. Herren velsigne Volf og alle dem, som i tidernes løb skal lede denne Guds riges sag!« Det var også i tillid til Guds nåde, jeg tog denne byrde på mine skuldre; thi det så for mine øjne ud som en næsten umulig opgave, da arbejdet i mit eget sogn gav mig mere end nok at bestille. Ingen ved, med hvil-

Made with