EnGammelPræstsLivserindringer

117 var af samme betydning for kirkelivet. Jeg skrev i indre Missions tidende herom og advarede imod at gå så meget op i disse spørgsmål, at man derover forsøm­ mer det mere nødvendige: at oparbejde tro, virksom i kærlighed. Fr. Nielsen bebrejdede mig dette; men jeg mener endnu, at en sådan advarsel var berettiget. Jeg mener, det var klogt af J. F. Scavenius som kultus- minister at begynde med at samle biskopperne til et »kirkeligt råd«, bistået af en teologisk og en juridisk professor. Siden 1883 har dette råd hjulpet os til en fast form for trosbekendelsen, en anden textrække, revision af kollekterne og af bønnerne i salmebogen; en fast form for udtrædelse af folkekirken, og en ny salmebog. Det kunde vel udrette mere, hvis det blev udvidet, således som nu kultusminister Sthyr foreslår, ved en art stiftsråd. Man bør gå ud fra det historisk givne og udvide dette efter tidens krav. Martensen har her peget på landemoderne. Man skulde vogte sig for at lave hele eller halve kirkeforfatninger efter politisk forbillede, hvorved man åbner sluserne for partivæsen. Der var et vistnok ret almindeligt ønske i præste­ standen om at få liturgien revideret. Vi savner som indledning til gudstjenesten en syndsbekendelse og en trosbekendelse, og i det hele noget mere af dette »sur­ sum corda!« Indledningen til nadveren er noget for tung. Og endskønt det er den evangeliske kirkes for­ trin, at ordet er så centralt i gudstjenesten, kunde man dog ønske, at der kunde gøres noget mere for menig­ hedens deltagelse i liturgien. Et smukt forslag til en ny indledning til gudstjenesten, som vel væsentligt skyldes professor P. Madsen, blev forelagt for de ud­ videde landemoder, men — mærkeligt nok — forkastet. Der var dem, der var bange for at forlænge gudstjene­ sten derved. Derimod opnåede man enighed om en

Made with