EnGammelPræstsLivserindringer

122 det kunde jo ikke nytte at tilbyde en salmebog, i hvilken Grundtvig ikke var fyldestgørende repræsen­ teret! Desuden kan man jo lade de salmer ligge, som man ikke ønsker at bruge. Endelig er det be­ brejdet os, navnlig af V. A. Esmann i hans piece herom, at vi ikke havde gjort mere for, samtidigt med at vi viste pietet overfor forfatterne, dog at und- gaa gamle ord og upoetiske vendinger. Ja, vi havde her en vanskelig opgave, og jeg indrømmer, at en- ekltheder kunde rettes og forbedres med fordel. Men hvem kan frembringe noget fuldkomment? Vi havde mangfoldige exempler på, at når vi ønskede at ændre kun et enkelt ord, kom vi i strid med et rim eller et fodemål, så at det halve vers måske målte laves om; men sådan at omdigte andres arbejder kræver stor nænsomhed. Chr. Richardt gav os en række forslag, af hvilke nogle var gode, men andre ubrugelige, fordi derved den ene halvdel af et vers vilde blive en moderne Chr. Richardt, den anden halvdel en gammel Kingo. Man må derfor i mange tilfælde resignere og stole på, at troende kristne dog nok forstår grundtanken i sal­ men. I det hele og store mener jeg, at en salmebog, som igen en rum tid skulde befri os for tillæg, ikke kunde blive stort anderledes, hvad salme-forrådet an­ går; man kan jo kun tage af det, som foreligger. At vi dog nogenlunde har fundet det rigtige, mener jeg den kendsgerning tyder på, at antallet af salmerne ret nøje svarer til omfanget af de store salmedigteres pro­ duktion, idet der findes dobbelt så mange af Grundt­ vig som af Kingo og dobbelt så mange af denne som af Brorson, medens Ingemann er halvt imod denne. Det blev sagt, at der strax var menigheder i Jylland, som ikke havde villet slippe Kingo, der nu indførte forslaget, da Kingos tone her igen var kommen til sin

Made with