EnGammelPræstsLivserindringer

124 Missionsselskab« og sjælen i denne virksomhed. Da han på et møde i Nyborg vilde træde fra »fordi han var gammel«, trådte en lægmand op og sagde: »Dr. Kalkar siger, at han er gammel, men han kan jo blive meget gammel!« Så blev han. Til landsbypræst syntes han ikke særligt at egne sig. Hvorfor gjorde man ham ikke til biskop? — En dag læste jeg en lille meddelelse fra hans hånd om missionen i Santalistan. Da jeg noget senere tilfældigt så en linie i en avis om, at mis­ sionær H. P. Børresen var her i byen på gennemrejse, mindedes jeg hin artikel og tog strax ned til ham; han boede hos sin søster på Nørrebrogade. »Hr. Børresen,« siger jeg, »har De ikke tænkt på at fortælle Deres landsmænd om Deres mission?« »Jo, det vil jeg gerne,« lød svaret, »men jeg er på rejse til Norge, for jeg troede ikke, at her var interesse derfor; men hvis no­ gen vil opfordre mig, vil jeg gerne tale her!« »Så opfordrer jeg Dem,« svarede jeg, »når De vil komme ud i St. Stefans kirke.« Ved mødet her var kirken fyldt til trængsel, og den store forsamling blev stærkt gre­ bet af Børresens mægtige, hjertevarme ord. Han havde noget apostolisk ved sig; jeg tænkte mig, at en apostel Peter havde set sådan ud og talt sådan. Grundtvig havde ventet på en »kæmpe«, inden han turde vente sig noget af vor tids mission. Hans venner, som cand. O. Jacobsen, der her var til stede, følte, at her var en sådan mand. Efter mødet gik vi — Kalkar, Rothe, Frimodt o. fl. — over i præsteboligen. Her spørger Kalkar: »Hr. Børresen! Kunde De ikke ønske at blive ordineret i Deres fædreland?« Ja, det havde den yd­ myge mand aldrig tænkt. Men vi sendte ham op til Mortensen, som tog venligt imod ham og efter en ind­ gående samtale ordinerede ham i Vor Frue kirke den 21de november 1877. Om aftenen foranstaltede vi et