EnGammelPræstsLivserindringer

127 jeg, al den såkaldte »lotalafholdenhed« skyder over målet og derfor ikke vil kunne samle alle under sin fane. Den interessante forhandling om dette vanskelige spørgsmål, som fandt sted ved et Betesda-møde, endte da også med, at hver blev ved sin mening. Naturligvis er vi enige om at arbejde for vort folks ædruelighed, men spørgsmålet er, ad hvilke veje man her når længst og til de mest varige resultater. »Det blå kors« er hvi­ lende på kristelig grund og vel det solideste i rækken af disse bestræbelser. Men jeg foretrækker alligevel at bruge min kristelige frihed efter mit bedste skøn til enhver tid og på ethvert sted. Her får imidlertid en­ hver handle efter sin egen overbevisning; for den slags ting bør vi ikke strides, da talen kun er om, hvilke forebyggende midler man anser for de mest hensigts­ mæssige i længden. KØBENHAVNS KIRKESAG I det sidste årti trådte Københavns kirkesag ind i et nyt stadium. Der var vel rejst en kirke i hver af forstæderne, men disse tog nu til at voxe så hurtigt, at den hidtidige fremgangsmåde med at skaffe kirker ikke strakte til. Og uvilkårligt så man sig om efter ny veje. På Betesda-mødet i 1886 kastede pastor Jo­ hannes Møller i Odense den tanke ud, om man ikke kunde dele byen i mindre kvarterer og ansætte unge præster der, som kunde samle menighedskrese, der så kunde skaffe sig små kirker. En større kres af unge kvinder optog tanken om små kirker, hvorved man tænkte sig at nå hurtigere frem, og de har grebet denne sag an med stor ihærdighed. Jeg tror, at man i regelen gør bedst i at gå en mellemvej imellem det altfor store