EnGammelPræstsLivserindringer

128 og kostbare og det altfor små og tarvelige. Kirker som St. Stefans og St. Jakobs tænker jeg mig vilde være den mest praktiske type. Så glædeligt end det private initiativ er, så måtte dog nu dette spørgsmål melde sig, om det ikke bør kræves af folkekirken, at den til­ vejebringer de nødvendige kirkebygninger, således at det ikke overlades udelukkende til det private initiativ, i hvilket omfang de altfor store sogne bliver delt. For således at drøfte dette spørgsmål alsidigt samledes i 1890 en større kres af præster og lægfolk i Betesda, hvor man vedtog en henvendelse om sagen til mini­ steriet. Den findes trykt i »Fra Betesda«, 1890, side 104. Den blev overrakt ministeren af professor H. Wester - gaard og mig, som mødet havde valgt til sine ordførere. Kultusminister Goos tog velvilligt imod sagen og lovede at fremme den efter evne. Under den 18de no­ vember 1890 nedsatte ministeriet så en kirkekommis­ sion. Til formand havde man udnævnt højesterets­ advokat Liebe. Han var en af alle højt anset mand, besindig og forhandlingsdygtig, og en mand med god forstand på de kirkelige anliggender. Han overtog dette hverv på den udtrykkelige betingelse, at ministeriet vilde fremme sagen og ikke lægge den hen; »thi,« sagde han, »jeg er ikke vant til at anvende min tid på ting, som ikke fører til et resultat.« Foruden Liebe bestod kommissionen af de to provster, Rothe og Rørdam, borgmesteren, etatsråd H. N. Hansen, overretsassessor Florian Larsen, professor H. W estergaard og mig, samt en repræsentant for Frederiksberg, pastor Ewaldsen. Til sekretær blev beskikket den dygtige kontorchef O. Damkier. Om sognedelingen var meningerne noget delte. Et flertal foreslog sogne på omtrent 15—16,000 mennesker med tre præster, et mindretal foretrak sogne på 10,000 med to præster. Forskellen er ikke væsentlig;