EnGammelPræstsLivserindringer

134 var en tid, da de agiterede ret underfundigt ved bog­ salg uden at ville nævne deres rette navn. At de som baptister forkaster barnedåben er selvfølgeligt. Bogen om »Kristi Liv«, hvor deres vranglære indsmugles, traf jeg oftere hos folk, som ikke anede, hvad den inde­ holdt, men havde købt den til pynt på bordet, fordi den var så smukt indbundet i et blåt bind. At den baptistiske »Frelsens Hær«, der betragter sakramen­ terne som ligegyldige ceremonier, kan anses som hø­ rende til folkekirken, er ejendommeligt. Beskaffenheden af den derfra udgåede velgørenhed er af en sådan overfladisk natur, at vort eget samfund har langt grun­ digere foranstaltninger. Det hele er af en anden ånd end vor kirke. De splittelser, der er opkommet inden for vor egen kirkeafdeling, har ikke i længden fået magt. En tid voldte Grunnet en del røre, efter ham Carstensen; men de gjorde for meget ud af kirketug­ ten, og da disse bevægelser ikke bundede tilstrækkelig dybt, tabte de sig mere og mere. Bekendt er Trandbergs og Møllerianernes virksomhed. Møllerianernes hår­ trukne forklaring af forholdet imellem lov og evange­ lium, tro og nåde, forvirrede en tid mange. Professor P. Madsen udsendte en lille klar oplysende piece her­ om. Der var en mand, som tilbød dem en sal på be­ tingelse af, at de ikke satte deres møder til søndag kl. 10, og at de brugte folkekirkens salmebog. »Så blev vi jo ikke noget for os selv,« svarede de. »Det er jo også det, I skulde lade være med!« lød svaret. Sven­ skeren Franson agiterede en tid for læren om hel­ bredelse ved håndspålæggelse; men han måtte forlade landet. Jeg nævner også »fuldkommenheds-læren«, som jo beror på en fuldkommen misforståelse. En mand, som var grebet heraf og fortalte mig, at nu havde han ikke syndet i en hel måned, spurgte jeg, om han da