EnGammelPræstsLivserindringer

136 slet ikke havde syndet. »Jo, men kun i småting,« lød svaret. Enten vil man selv gøre alt og foragte nåden, eller man vil lade nåden virke rent trolddomsagtigt. Enten natur eller ånd, medens Gud netop har formælet begge i Kristus. Af en egen art er de grundtvigske frikirker. Hvad der skiller dem fra os andre, er kun en uklar frygt for en kirkestyrelse. I stedet for den sætter de et selvstyre, hvorved de let kommer fra Scylla i Karybdis. Der er jo mange, som her ikke betænker sig på samarbejde, da der er tale om åndsfrænder. Det har jeg ikke kun­ net gå med til, da det for mig står som troløshed ikke at samle alle gode kræfter for at oparbejde folkekirken i åndelig henseende. Jeg er med til alt, hvad der op­ bygger, men ikke til ting, som skiller. Den på mange punkter berettigede kritik af folke­ kirken og påvisning af dens mangler frister ideligt til at gå til den yderlighed at forkaste den. Men kritiken fra kirkesamfund, som stiller sig uden for folkekirken, er ofte uretfærdig. Man kan ligesom finde en tilfreds­ stillelse i at kalde folkekirken »statskirke«, fordi dette ord fra ældre tid har en mislig klang. Eller man kan træffe mennesker inden for folkekirken, som af mis­ forstået iver siger, at »folkekirkens dage vel snart er talt.« Men Kristus har sagt, at han vil have gjort folkeslagene til sine disciple. Dermed har han på een gang vist os målet og vejen. At kirken kan indgå pagt med staten, forandrer intet heri, men viser kun, at staten anerkender dens opdragende betydning. Så skulde man ikke ønske folkekirkens fald, men samle alle gode kræfter for at ophjælpe den. Der står ingen steder skrevet, at folkekirkernes tid skal være omme, før Antikrist og hans hær støder os ud. Så vil vi fly