EnGammelPræstsLivserindringer

137 en god foranstaltning, at man havde indsat et fast censor-kollegium. Der kommer derved større sikkerhed ind i bedømmelsen. Når hver afhandling bliver læst af to professorer og to censorer, kan den endelige be­ dømmelse ikke fejle meget. Ved den mundtlige prøve var der altid to censorer tilstede. At en professor exami- nerer, er naturligt. En examenskommission, som der også har været tale om, vilde aldrig kunne udføre dette hverv med den overlegenhed og sikkerhed, som de mænd, der har anvendt deres hele tid på disse studier. De tanker, som jeg tidligere havde haft om den teolo­ giske examen, blev jeg som censor i det hele taget be­ styrket i. Det uhyre arbejde med at lære uden ad gjorde mange kandidater altfor overanstrengte og ner­ vøse. Her trænges der til en lettelse; man vil, da jo og­ så den skriftlige prøve vejer mest, kunne prøve en kan­ didats teologiske kundskaber og modenhed uden at kræve altfor meget hukommelsesarbejde af ham i øje­ blikket. Samarbejdet med fakultetet og de andre cen­ sorer skylder jeg megen tak for; det var altid lærerigt og fornøjeligt. Der var H. Scharling, P. Madsen, Sthyr, og efter ham Schat Petersen, Buhi, efter ham J. C. Ja­ cobsen, og Fr. Nielsen. Da spørgsmålet om hukom­ melsesarbejdet ved examen jo især har betydning for kirkehistoriens vedkommende, og Fr. Nielsens kirke­ historie, der egentlig mere er en læsebog end en lære­ bog, voldte de studerende meget bryderi, skal det dog indrømmes, at han som examinator ikke plagede med enkeltheder, men søgte at holde sig til de store hoved­ træk, hvilket han kunde gøre på en smuk overlegen måde. Da Kalkar og Rørdam trak sig tilbage, bestod censor-kollegiet af Gude, Andersen, Valdemar Schmidt °§ mig. Domprovst Gude, som var formand, var en stille, afmålt mand; men lærte man ham at kende,