EnGammelPræstsLivserindringer

147 der blev sagt ham, at »der var nogle, som vilde hilse på ham«. Hvor blev han ikke overrasket og bevæget ved at se hele konventet med Fog i spidsen, som holdt en hjertelig tale til ham. I sin alderdom blev han døv og måtte af den grund tage sin afsked. Vel blev han ved at følge med i litteraturen; men det var tungt for ham at leve i denne ensomhed. »Det er egentlig for tidlig, jeg har taget min afsked,« sagde han, skønt han var over de fire snese år. At der nogen sinde kunde være tale om at spare på tid eller kræfter, faldt vist aldrig den mand ind. »Det er egentlig fejl, at De ikke har fået mig med i indre Mission,« sagde han en dag til mig. Engang besøgte jeg Christen Kold på hans folkehøj­ skole i Fyen, og fik der et godt indtryk af denne sag. Det vai som bekendt Vilh. Birkedcil, der med sit vanne favntag rev ham med sig. Jeg minder om det lille træk, der viser os Kold mødende på landevejen en bondekarl, som han spørger om, hvad klokken er; karlen ser på sit ur, og Kold siger så: »Det er et pænt ur, du har der, men det har dog en fejl!« Hvad da det var? »Det går i stå, når du glemmer at trække det op, og det er lige sådan med dig — du trænger til at trækkes op!« Dette er jo folkehøjskolens opgave. Men hvorledes denne opgave nu skal løses i forbindelse med vor tids krav om de mange kundskaber, også i hån­ dens verden, dette spørgsmål vil give folkehøjskolen store opgaver at løse i de kommende tider. Fremfor alt gælder det om, at Kristi Ånd vedbliver at råde i disse krese, således som jo også Grundtvig havde villet det, og som hans dygtigste disciple som Schrøder og Nutzhorn, Nørregaard, Ernst Trier og andre har ar­ bejdet på at gennemføre det. Så kan man vel undgå de faier, som ligger på denne vej. Jeg tror, at den danske folkehøjskole har givet et stort bidrag til at lede land­ 10 *