EnGammelPræstsLivserindringer

149 kere af glæde over de resultater, der er nået, udgiver disse for at være så sikre, at de anser dem, der ikke billiger dem, for at mangle evne eller vilje til at se, hvad sandhed er. Min stilling til bibelkritiken er den, at jeg frygter ikke for sandhedens lys. Det vil kun kunne stadfæste bibelens troværdighed og ikke rokke den. Lad de lærde kun anstille deres undersøgelser; fejler de heri, så vil de nok komme til indbyrdes at korrigere hverandre. Man skal derfor give sig tid. Urig­ tigt er det at indføre resultater i populære skrifter, endogså i skolen, så længe man ikke endnu har nået til almenanerkendte resultater. For blot at nævne et exempel. Det er blevet skik nu at benævne Es. 40—66 Deuterojesaja; men i 1891 kan endnu Meusels tyske kirkelexikon hævde Jesaja som forfatter med i alt fald vægtige grunde. Altså er dette spørgsmål ikke endelig besvaret. Det gælder vel også om kilderne til de 5 Mose­ bøger og Josvas bog. Her er påvist -en hel del, som synes ret træffende, men også meget, som er højst tvivlsomt. At 5. Mosebog skulde være ny, da den blev fundet i templet, anser jeg med mange andre endnu for helt usandsynligt; ti jeg tror ikke, at den i så fald vilde have fået tilstrækkelig autoritet. At patriark­ historien er sagn, kan man jo gerne sige, da den vel længe er overleveret mundtligt; men at patriarkerne ikke er sådanne enkeltpersoner, som de bibelske sagn skildrer dem, finder jeg ingen grund til at antage. Tværtimod tyder alt for mig på disse sagns historiske pålidelighed. Og skulde vel Israels religionshistorie be­ gynde med Mose? Jeg skal ikke dvæle ved textkritiken, som jo er fornøden; men mængden af subjektive hy­ poteser på dette område anser jeg for ofte at være af ret tvivlsom art, når der skal bygges textrettelser derpå. Jeg vil altså ikke beskyldes for at nære fordom imod