EnGammelPræstsLivserindringer

150 kritikens arbejde; tværtimod, jeg vil gerne selv være med i dette arbejde. Men jeg vil have lov til at sætte spørgsmålstegn ved de resultater, der endnu står for mig som uafgjorte. Og jeg vil heller ikke forkætres af troende mennesker, fordi jeg godkender det kritiske arbejdes værdi rent objektivt. Sagen er den, at man let i sin betragtning af bibelen kommer til at lægge vægten ensidigt enten på dens guddommelige eller på dens menneskelige side. Man overser, at Gud har talt ved mennesker, hvorfor hans ord er gud-menneskeligt: Guds Ånd har betroet mennesker med den tids sprog og midler og under sit vejledende lys at tænke og tale om Guds riges hemmeligheder. Som den første præst ved en ny kirke kunde jeg vanskeligt tænke mig at skulle forlade denne for at gå ind i en anden stilling som præst. Det var min følelse imod. Der var også mere personlige grunde, som gjorde, at jeg nødigt vilde forlade København. Jeg følte mig med bestandigt fastere bånd knyttet til denne menighedskres. Men jeg var også gennem indre Mission indlevet i Københavns kirkeliv og menighedsarbejde i det hele, og jeg elskede det. Der var skænket mig to sønner til i København; de ønsker ligesom min ældste søn at uddanne sig som teologer og har ikke afsluttet studierne. På den anden side mødte der mig den van­ skelighed, at min svage hustru absolut ikke længere kunde trives i præsteboligen, der var blevet helt om­ ringet af høje huse, som tog sol og lys for meget. Jeg FORFLYTTELSE OG OPBRUD FRA KØBENHAVN. STIFTETS DELING