EnGammelPræstsLivserindringer

153 kun få to dages betænkningstid. Hvorvidt turde jeg nu tænke, at jeg kunde udfylde en så ansvarsfuld stil­ ling? Vilde biskoppen kunne arbejde med en medhjæl­ per, og vilde præster og lærere modtage mig som sådan? Og da man for at skaffe mig løn tillige måtte tilbyde mig Store Heddinge sognekald — som under disse forhold blev besat uden opslag — vilde jeg da passe ind i de mig ganske ukendte forhold der? Under alle disse overvejelser var det sværeste for mig dette, at jeg skulde forlade St. Stefans menighed. Men til de andre tanker, jeg som sagt måtte gøre mig herom, kom nu den tanke op i mig: Har du lov at sige nej, når dette kald kommer som et uventet tilbud? Jeg har jo ikke selv valgt stillingen, mon den sag må være fra Gud? Så fik jeg frimodighed til at følge kaldet. Biskop Rørdam tog venligt imod mig, og jeg glæder mig til at være hans medhjælper og være med til i tidens løb at forberede en kirkehistorisk begivenhed som Sjæl­ lands stifts deling. Embedsforholdet imellem biskoppen og mig skulde ordnes ved et regulativ. Foruden fordelingen af visi- tatserne bestemtes det, at anden stiftsprovst skulde meddele aldersdispensationer til konfirmander og over­ tage en del af bispekontorets administrative forretnin­ ger for de tre amter. Opbrudet fra København var ikke let, men jeg blev båret oppe af Guds nåde. For menighedsarbejdet i fremtiden måtte jeg først ordne alle de enkelte virk­ somheder under sognemissionen. Da jeg iforvejen havde fået god orden i alt dette, var det mig dog ikke vanskeligt at efterlade alt således, at det vilde være let for min eftermand at overtage det og lade alt fort­ sættes, som det var begyndt. Kun var jeg ked af, at jeg ikke kunde udpege nogen eftermand, så at jeg