EnGammelPræstsLivserindringer

155 om, at hun kunde flyttes. Min ældste søn var på det militære sygehus blevet smittet af skarlagensfeber, og vi måtte sende ham på Blegdamshospitalet. Men nu er alt dette lykkeligt overstået. Min hustru synes lang­ somt at vende tilbage til livet, og vi går frem! iden imøde i tillid til Gud, som har hjulpet hidindtil. Jeg gør Vilh. Becks ord til mine*): »Vær uforsagt i troen på Ham, som bedst kan bruge det små; som nok vil, at vi skal nøjes med det små, men ikke vil, at vi skal affektere med det små, som om det var noget stort; thi der føres megen af den slags affekterte tale i vore dage. Det bedste er ikke for godt; og det største er dog ikke for stort; thi det er dog kun småt.«

*) I et brev fra Ubby af den 24de marts 1865.

Udg.