EnGammelPræstsLivserindringer

13 den vinter. Ja, de første barndomsår glider så hurtigt, medens de dog forekommer barnet lange nok. Det kom­ mer vel af, at det ikke kender til at kede sig. Det har let ved at finde underholdning i den fri natur. Lyng­ egnen er fuld af fortrinligt legetøj, de små, flade stene. Med dem lærte jeg tidligt slyngekastning. Hvor jeg forstod den unge David, da jeg hørte om ham! Min fader lærte mig også at skyde med flitsbue; og at springe over grøfter med en springstok var min lyst, såvel som at klatre på tage og i træer. Senere blev del min lyst at kaste med kastespyd, og jeg nåede en vis øvelse heri. Men en dag, da jeg var krøbet op i en tørvestak, hares det mig for, at jeg var præst og stod på en prædikestol. Underligt skulde barnets fantasi­ billede blive til virkelighed. — En rejse var dengang en stor begivenhed. Mine for­ ældre tog mig med på en rejse til Daler, hvor min faster var gift med pastor Gram. Så kørte man i en »holstensk vogn« en hel dag i lyngheder. Jeg mindes den store Ribe domkirke, som var under reparation, og kongeåen, hvor vognen færgedes over. De kalkunske høns i Schackenborgs store have ængstede mig en del. Livet i hjemmet var ellers ret stille. Kun kom vi en del sammen med min faders svoger, ritmester Jermiin på Ausumgård. Han var en ejendommelig mand, men med et godt hjerte, så at vi holdt af ham trods hans ofte sære indfald. På den hyggelige lille herregård sattes min fantasi i bevægelse både ved voklgravene og især ved riddersalen, skønt den stod tom. Men det ord »ridder« øver en underlig virkning på drengens fantasi: Rustningen, hjelmemærket, lansen, alt beun­ drer man og ser i ånden en Karl af Rise og en Helmer Blå udfore vidunderlige bedrifter.

Made with