EnGammelPræstsLivserindringer

19 o. s. v., at denne ganske tabte modet og priste sin lykke, da han kunde smutte ud ad døren igen. Kun en gang hver dag gik han ud, op i klubben for at læse »Ber- lingske«; efter en ganske kort spadseretur kom han hjem til kl. 5 og fortalte os andre om lord Palmerston og »bondevennerne«, ting, som optog hans sind, men som vi absolut ikke forstod os på. Sine prædikener, som han tidligere skrev nøjagtigt, udarbejdede han i de senere år i hovedet, hvilket vistnok skadede hans fore­ drag. Der var 3 sønner og 1 datter; den sidste, Kristine, døde som ung af brystsyge, som hun mentes at have fået ved, at et vindue havde stået åbent om natten. Man kendte dengang ikke til sanatorier, men gav hende islandsk mos, som vel kun hjalp lidt. Man havde vel daguerreotypier, men intet af hende, hvorfor vor tegnelærer sad i flere dage beskæftiget med at tegne den dødes profil. Vi drenge skøttede mest os selv. Ulrik var et godt hoved og burde have studeret, men onkel mente ikke, at det kunde lade sig gøre. Så gik han handelsvejen og tegnede til at blive meget dygtig, men døde tidligt i Newcastle. Den ældste søn Henrik blev landmand, den tredie, Peter Severin, Landinspektør. Familien le­ vede et ret stille liv; kun en gang om året blev der bedt gæster; herrerne spillede da l’hombre, damerne whist. Der blev så sat to tællelys frem på to træstati­ ver. Punch hørte altid til. Juletræ kendte vi ikke, men i julen spiste man æbleskiver og spillede halvtolv om pebernødder. Helligtrekongers aften tændte vi det tre- armede lys med lidt krudt, som futtede af, når de tre grene var brændt ned. Den aften skulde alle have prossekage og punch. Skolerne begyndte aldrig før dagen efter Helligtrekonger. Fastelavn vankede der

Made with