EnGammelPræstsLivserindringer

46 at Bornemann efter den skriftlige examen sagde, at min afhandling var den eneste, der duede. Kirkehistorikeren J. F. Hagen var en ung, begavet og; veltalende mand, også kendt som visedigter. Des­ værre døde denne fortræffelige docent tidligt. Så fik vi Fr. Hammerich. Da han ansås for grundtvigsk, var dette valg måske tegn på, at man nu slog ind på større frisind end før, da hverken A. G. Rudelbach eller Lud­ vig Helveg var fundet antagelige. Den første er dog i Tyskland nævnt som »Evropas lærdeste teolog ved siden af F. Baur«. Hammerich var en ædel kristelig personlighed, yderst elskværdig over for os. Men hvor meget han end satte ind på at yde et grundigt arbejde, havde han dog sine mangler som professor. Han skildrede fyldigere end Tyskerne Nordens og Englands kirkehistorie. Men hans poetiske natur kunde friste ham til lyrik; hans oversættelser af angelsaksiske og gotiske digte er da også højst læseværdige. Han var vist den første, der prøvede på at indbyde studenterne til private samtale­ møder, og han lod os holde disputere-øvelser på uni­ versitetet. Det var altsammen vel ment og rigtigt efter ideen, men så savnede han evne til at lede samtalerne ind i så klare spor, at man fik udbytte nok deraf. Jeg deltog gerne i disse øvelser, ligesom også Valde­ mar Sthyr, den godt begavede Damborg, Leunbach, Ludvig Schrøder o. fl. Hammerichs bløde danske natur gjorde, at han havde svært ved at tåle strid, og den politiske strømning, som rev en stor del af hans yngre grundtvigske venner med sig, var ham en sorg. I sin store selvbiografi har han tegnet et godt billede af sig selv. Som teolog kan man bruge alt. Det var mig således en tilfredsstillelse at høre N. M. Petersen, en venlig gammel mand med et blødt og velklingende tonefald

Made with