EnGammelPræstsLivserindringer

62 Jovi, non licet bovi!«*) I kirkeret docerede dr. C asse. Han var næsten blind, men besad en god hu­ kommelse, og efter timen kunde han sta længe og la e os spørge ham om mangt og meget. I messesang havde vi A P B e r g g r e e n . Han var en meget ligefrem natui. Da ieg gik til ham om råd, havde han stort selskab; desuagtet siger han: »Vi kan jo prøve med det sam­ me!« »Der skal megen øvelse til,« siger han sa. Og der­ ved blev det. Kan man ikke synge, må man nøjes med et tydeligt reciterende foredrag. Senere hørte jeg en u n g ' præst spørge C. Rothe i Københavns præstekon- vent, hvad han skulde gøre i så henseende, da han lk e havde sangstemme. »De skal messe,« svarede den gamle o« slog i bordet. Manden satte sig forbløffet ned. - Fra hvilken side jeg end betragter pastoralseminariet, finder jeg denne institution i den grad nødvendig, at jeg mener, at også stoffet burde udvides med en time særskilt i pædagogik. Der kunde jo vindes tid dertil i studenterårene. Senere har jeg til ministeriet indgivet et forslag til en omdannelse af pastoralseminanet, eventuelt med oprettelse af et professorat i praktisk teologi. Ministeren forelagde det i 1894 for kirkeradet, men man savnede midler til sagens gennemførelse. FÆ D R E L A N D E T En historisk begivenhed prægede sommeren 1863, idet kong Frederik den Syvende i højtidelig audiens pa Kristianshorg slot modtog den græske deputation, som skulde udbede sig den unge prins Georg til Hellenernes konge. Kongens optræden ved denne lejlighed var en konge værdig, og hans trontale gjorde det bedste ind- *) Hvad der er Jupiter tilladt, er ikke hver mands sag.