EnGammelPræstsLivserindringer

han: »Nu tør vi vove alt!« Næste gang holdt vi møde i Vor Frelsers kirke, hvor P. Krag talte så varmt og kraftigt, at Frimodt udbrød: »Der tjente Krag sine rid­ dersporer!« Uforglemmelige er de aftener, da vi havde bestyrelsesmøder hos Frimodt. Altid var han frimodig, »derfor hedder jeg Frimodt«, kunde han sige. Altid var han jublende glad ved ethvert tegn på Guds riges fremgang, altid både alvorlig og humoristisk, så at han kunde få os til at le og græde på een gang. Når vi skulde slutte, satte han i med sin kraftige røst: »Kom, lad os trøstig vandre«. Men i 1866 overfaldt den sygdom ham, som nødte ham til at rejse bort den følgende vinter. St. Johannes sogn betjentes i den tid fortrinligt af hans to sønderjyske venner, Holger Rørdam og Jens Krog. Denne sidste overtog tillige ledelsen af indre Mission. Han var en meget veltalende mand, livlig og elskværdig. Under hans ledelse lejede vi et fast lokale i Borgergade nr. 68, hvor der tillige blev husrum for »Broderforeningen«, en nystiftet forening af troende mennesker, som lededes af den trofaste og dygtige cand. H. Blom, den senere provst. Vi beredte Frimodt en ordentlig forskrækkelse ved vor dristighed, men vi sva­ rede ham, at da vi nu var blevet borgere, måtte vi jo også benytte vor borgerret. Jeg indviede lokalet med I. Moseb. 28: »Også her er Guds hus, og her er himlens port, og jeg, jeg vidste det ikke.« Senere lejede vi et loftsrum i Nykro, hvor jeg talte; det var mærkeligt nok ved siden af den plads, hvor St. Stefans kirke senere blev bygget. Så lejede vi den store sal i Vingaards- stræde. Der kom en nordmand, Traasdahl, og tilbød os sin tjeneste, og vi lod ham tale her. Han talte meget godt, men da han begyndte at fortælle, at det ikke er dåben, men Kristus, som er døren til Guds rige, anede jeg uråd og fortalte Krog det. Det viste sig nu også, at