EnGammelPræstsLivserindringer

77 når en ordentlig virksomhed drager dem til sig, men i dets sted sige til hver eneste: Tak for denne tid, tak for hjælpen, glem os ikke, glem ikke at bede for os, glem ikke at anbringe nogle af vore piger og glem ikke de andre sjæle — og kom igen, når du skulde længes efter denne store stad med de mange syndere, med det meget rådne og det lidet salt!« Det var nu også mit håb, at de erfaringer, jeg havde gjort, skulde blive mig til nytte i den ny stilling. I et øsende regnvejr blev jeg ind­ sat, og det var mig ret svært, at de små kirker kun var halvt fyldte. Efter den dag ventede jeg så et par måne­ der på arbejde, men der blev intet anvist mig uden at prædike, når sognepræsten ikke selv kunde; og befolk­ ningen syntes ingen åndelige interesser at have. En mand bød mig 1 rdl., fordi jeg besøgte ham, men syntes ret glad, da han kunde lade den glide ned i sin veste­ lomme igen. En kone sagde: »Har De kanske noget at sælge?« »Ja, men mon De sætter pris på det, for jeg har kun Guds ord og sælger det for intet!« Hun så for­ undret på mig og sagde: »Nå, det er kanske præsten!« Jeg tog mig for at gå fra hus til hus for at lære at kende dem alle. Og jeg begyndte at holde bibellæs­ ninger i skolen. Den opsigt, dette uhørte skridt vakte, brød hul på isen. En fattig kone spurgte, om jeg var mormonpræst. Hvorfor det? »For der er jo ingen andre end dem, der holder den slags møder uden for kirken.« Da skolestuen blev for lille, så at mange måtte stå uden for vinduerne for at høre lidt, bad jeg om at måtte flytte over i kirken. Min sognepræst havde i mange år været præst i en død egn i Jylland og havde aldrig hørt bibellæsninger. »Nu ved jeg, hvad det er,« sagde han første gang til mig »det er altså en slags homili.« Men give os lov til at bruge kirken dertil, vilde han dog nødigt uden biskoppens samtykke. Så

*