EnGammelPræstsLivserindringer

80 ting. Han blev en af mine bedste venner. Jeg havde nu god tid til at udarbejde mine prædikener. Jeg har aldrig haft ro i sindet, før jeg var klar over, hvordan den foreliggende text skulde anvendes. Enhver søndag har sin særegne opgave i kirkeåret, og man gør uret i at overse dette og den tankegang, som således knytter alle søndagstexterne til samme søndag sammen til en enhed. Menigheden venter med rette, når præsten læser texten op, at han så vil udlægge og gøre anvendelse af den; thi han skal give dem Guds ord, som det sandelig er, jf. 1. Thess. 2, 13, og ikke sine egne fri fantasier. »Trøster, trøster mit folk«, siger Herren, og dertil må alt sigte. Men når man ikke skal give sine egne tanker om Guds ord, men Guds tanker ud af hans ord, så kan det kræve meget studium og arbejde. Jeg har derfor altid haft min prædiken skrevet i god tid. Om fredagen vil jeg helst være færdig; thi man kunde blive forstyrret netop om løverdagen, og hvem ved, om man kan skrive en prædiken til bestemt tid? »Man må smedde, medens jernet er varmt«, sagde Frimodt. Han selv memorerede også sine prædikener omhyggeligt og sagde: »Når man gør det samvittighedsfuldt i sine før­ ste syv præsteår, har man siden altid let ved at huske dem«. Jeg har givet ham ret heri. Derimod kunde det ske — og det kan ske endnu — at når jeg om løver­ dagen lægger den sidste hånd på værket, finder jeg et og andet parti mangelfuldt, det må da omarbejdes. •Engang hørte jeg Monrad udtale sig om prædikener, idet han deltog i vore herreds-konventer i det år, da han var præst i Brøndby. Han spurgte os, hvor lang tid vi brugte til at skrive en prædiken. Svarene lød forskelligt — 4, 3, 2 timer. Så vilde vi da gerne vide, hvor let han med sit gode hoved kunde udarbejde en prædiken, og han gjorde os alle til skamme ved at