DetGamleKøbenhavn_I

357 godt, saa godt, og Verden er saa dejlig, Menneskene saa gode; det er et velsignet Sommervejr, og Livet er saa smukt; det er, ligesom jeg sejlede bort til fjerne Lande, bort fra al Smerten og alt det onde.« En Aften kunde han ikke sove for et Digt; han bad Fru Melchior skrive det ned, da han var bange, det var borte fra hans Tanke, naar han vaagnede næste Morgen. Med Øjnene lukkede og vendt mod Væggen dik­ terede han det. Det blev hans sidste: I FORAARET I KØGE Til lille Charlotte.

En lille Lærke kvidrende kom , hen over Køge den sang; I Hønsegaarden en Høne løb om, den sagde: »Nei, hør dog en Gang! Den bilder sig ind efter eget Skøn, at ingen sligt hørte og saae; just jeg kan klukke og Triller slaa, og saa er jeg en af de K øge-H øns, man kan lave Suppe paa!«

Den 19. Juni førte han sidste Gang selv sin Dag­ bog. Den 28. Juli var han sidste Gang oppe og ude paa Altanen, hvor han syntes, at hans Tanker fløj til de fremmede Lande med alle Skibene, der som hvide Svaner stævnede til hans Længslers fremmede Kyster. Hver Morgen bragte Fru Melchior ham en dejlig Rose; han kyssede den og trykkede hendes Haand med et taknemligt Rlik og et lyksaligt Smil. »Hvor De maa være træt af mig!« sagde han. Der er noget uendelig skønt og storslaaet i H. C. Andersens Afsked med Livet; men som den skønne, harmoniske Raggrund hertil staar Slægten Melchiors opofrende Kærlighed og hjertelige Forstaaelse af