Snedkerbogen_2

D E K U P Ø R A R B E J D E

Under denne benævnelse forstår man på dansk ind­ lagt arbejde til møbler, pianoer, paneler og mange andre ting. Ordet stammer fra fransk, men det kan vist siges, at det har fået borgerret i sproget, så i hvert fald enhver snedker ved, hvad dette betyder. Selve dette håndværk at forsyne et møbel eller an­ den genstand med indlagte dekorative elementer, enten af træ eller andre materialer, er meget gammel. Det har i hvert fald været kendt i Ægypten for 3-4000 år siden, men det er dog først i Italien, at det under re­ næssancen, det vil sige i det 15. århundrede, rigtigt kommer til udfoldelse og i tidens løb derfra udbreder sig over det øvrige Europa. Og det er særlig under de pragtlystne franske konger, at dekupørarbejdet ud­ folder sig til højeste blomstring. Ordet dekuprarbejde gælder særlig for den art indlægning, der fremstilles ved hjælp af løvsaven. Ved siden heraf har man træmosaik, der dels fremstilles i flader ved hjælp af rundsaven, og dels smalle borter, der fremstilles på anden måde; men også her spiller rundsaven den største rolle. Undertiden griber det ene dog ind i det andet, som når man lægger ornamenter ind i en flade sammensat af træmosaik, eller, som det undertiden sker, at hvert enkelt lille felt i mosaikken er forsynet med ornament. Det er dog de færreste dekupører, der spænder over alle disse tre felter, og de fleste steder i udlandet er faget delt i mindst to faggrupper, så meget mere som hver af disse faggrupper fordrer sit maskinelle udstyr. I ældre tid, før man anvendte finér i større udstræk­ ning, lavede dekupøren sit arbejde på den måde, at han tegnede sit ornament op på grundtræet. Med en kniv, hvis skaft var så langt, at det støttede på skul­ deren, skar han konturen ned og fjernede træet i den nødvendige dybde ved hjælp af stemmejern eller an­ dre redskaber. Derefter tilskar han med kniv, stemme­ eller huljern de forskellige finérstykker, som han så møjsommeligt tilpassede og limede ned efterhånden. Som man forstår et omstændeligt arbejde; men frem­ gangsmåden havde den fordel, at man kunne bedøm­ me virkningen af arbejdet, efterhånden som dette skred frem.

Fig. 635. Indlægning i vægfelt. Tegnet af billedhugger O. Stæhr-Nielsen. Udført af fabrikken »Intarsia«, Ringe.

Som tiden gik, kom man ind på at tilvirke finér, og dette i forbindelse med løvsavens opfindelse ca. 1590 gav mulighed for en ny og lettere fremstillingsmåde. Man anbragte nu to finérer, f. eks. en lys og en mørk, ovenpå hinanden, tegningen klæbedes eller tegnedes ovenpå, og med en fin løvsav skar man nu det hele igennem. Man fik på denne måde et lyst ornament i mørk bund eller omvendt. Selv om denne fremgangsmåde nu kun undtagelses­ vis anvendes, hvor man arbejder fagmæssigt, kan der dog være grund til at omtale den nærmere, både fordi det vil være den naturlige måde at gøre arbejdet på for en amatør, og fordi man endnu i fagbøger kan se dette omtalt som det rigtige, hvad det altså ikke er. Metoden er anvendelig, hvor der laves et ornament i en enkelt, eller kun få farver. Det stykke finér, som skal anvendes til ornamentet, anbringes på det rigtige sted på grundfinéren. Tegningen klæbes ikke på den finér, der skal anvendes, men på et stykke andet bil­ ligt finér af ca. 1 mm tykkelse. Denne opklæbede tegning anbringes nu omhyggeligt ovenpå de to andre finérer, og nedenunder grundfinéren lægges et til­

415