Snedkerbogen_2

for den anden og endnu mindre for snedkeren, der kom som kunde, men som muligvis kunne være nys­ gerrig og lære noget deraf. Ligeledes har der været meget lidt faglig litteratur om dette emne, hvad der ikke skulle gøre sagen lettere. Af denne grund har almene arbejdsmetoder ikke kunnet vokse frem som i andre fag, og dette har sik­ kert ikke været til gavn for fagets egen udvikling. Vi vil gå over til at beskrive arbejdsgangen, idet vi ind­ deler denne i flere naturlige afsnit. Som det første af disse kommer Tegningen. En god tegning er hovedsagen for at nå et godt resultat af det færdige arbejde. Kan man selv tegne, er det godt; hvis ikke må man gå til en kunstner eller en anden, som kan udføre dette arbejde. Men en vis tegnefærdighed er dog nødvendig for dekupøren, ellers går det ikke. Forholdet er jo nemlig dette, at mens man forholdsvis let kan finde forbilleder for billed­ skærerarbejder, så er dette ikke så lidt vanskeligere, når det gælder forbilleder for indlagte arbejder. Her kommer det ikke blot an på form, men også på farve; og hvis tegneren ikke er fortrolig med selve teknikken i arbejdet, vil tegningen sjældent blive god. Det er altså disse forskellige faktorer, som spiller ind, og hvoraf tegningens brugbarhed er afhængig. Det er godt, at tegningen er farvelagt, så den i nogen grad svarer til de træsorter, der skal anvendes; men ofte må man prøve sig frem til det rigtige resultat. Når tegningen foreligger godkendt, sætter man den på tegnebrættet og et stykke gennemsigtigt papir ovenpå. På dette tegner man nu med tusch hele tegningen op med så fine linier som muligt. Hvis der i tegningen findes flere stykker, der ligner hinanden i form og størrelse, f. eks. kronbladene i en blomst, nummererer man disse for senere lettere at kunne anbringe dem på rette plads. Ligeledes kan man på denne tegning skrive de forskellige træsorters navne samt ved stre­ ger angive, i hvilken retning strukturen løber. Alt dette vil lette arbejdet senere hen. Når den gennemsigtige tegning er lavet, kan man efter denne fremstille det nødvendige antal kopier på negativt kopipapir, hvor alle linierne står hvide på blå bund. Der gives også andre måder at mangfoldig­ gøre tegninger på; man kan hektografere dem, men førstnævnte metode har den fordel, at man efter en sådan gennemsigtig tegning stadig kan fremstille ko­ pier, hvis arbejdet atter skal laves. Opklæbningen. Vi går ud fra, at tegningen er mangfoldiggjort. Originalen på det gennemsigtige papir gemmes om-

svarende stykke finér, der dog gerne må være lidt tykkere, IV 2 eller 2 mm. Nu stiftes de 4 lag finér sammen med 4 tynde finérstifter. I tilfælde af at grund- finéren er meget lys som ahorn eller citron, må man helst undgå huller af stifterne, og man kan blot klæbe stykkerne sammen ved at sætte en klæbestrimmel over hjørnerne. Men man skal ikke begynde på at klæbe selve finérstykkerne sammen, som der undertiden gives anvisning på. Det udskårne ornament vil da næsten altid gå itu, når man skal skille det hele fra hinanden efter skæringen. Man borer derefter et fint hul, helst hvor stregen slår et knæk, da det så bagefter bliver mindre synligt. Her indføres savklingen, og den må være meget fin, nr. 0 vil være passende, og nu gennemskærer man omhyggeligt det hele efter den opklæbede tegning, ind­ til hele ornamentet er udskåret. Det gælder selvfølgelig om at følge stregen så godt som muligt, da enhver afvigelse vil blive set på det færdige arbejde. Derefter piller man finérstykkerne forsigtigt fra hinanden og bortkaster det øverste og nederste stykke. Dette sidste har man anbragt for ikke at rive noget ud på bagsiden under skæringen. Grundfinéren lægges nu på arbejdsbordet, og det udskårne ornament anbringes forsigtigt på sin plads, hvorefter man klæber papir over det hele og spænder det ind mellem to plader, til limen er tør. Man kan ved denne fremgangsmåde få to forskellige ornamen­ ter, et lyst på mørk bund og omvendt, men det er jo ofte således, at kun virkningen af det ene er smukt, hvorfor man nøjes med at anvende dette. Ulempen ved denne fremgangsmåde er, at selv om man anvender en nok så fin savklinge, vil man allige­ vel få en sort fuge, hvad der ved lyse træsorter virker skæmmende. Dette kan i nogen grad forhindres ved at skære på skrå, men dette er ikke så let at gennem­ føre, hvis man skærer på fri hånd; men bruger man en maskine, kan man skære på et skråt underlag. En anden ulempe er, at hvis man vil have flere farver i ornamentet, må man gennemskære lige så mange lag finér, som der er farver. Derved bliver der også et større spild af finér, idet ombytning selvfølge­ lig er udelukket, farvevirkningen bliver jo kun rigtig i det ene stykke. Men, som ovenfor sagt, denne ar­ bejdsmåde er kun for amatører, der har lyst til selv at lave deres arbejde, og med lidt fingerfærdighed kan der opnås helt gode resultater. Vi vil nu gå over til at skildre fremstillingen af de- kupørarbejde, som dette udføres på rigtig f agmæssig vis, idet det dog samtidig skal bemærkes, at arbejds­ måden kan variere fra land til land og også fra værk­ sted til værksted. Dette ligger i, at dekupørfaget altid har været omgærdet med en vis hemmelighedsfuld­ hed; den ene dekupør har ikke villet åbne sit værksted

416