Snedkerbogen_2

den del af grundfinéren, der skal bruges, men i det, der falder bort ved skæringen. Hvis bundfinéren er lys, vil hullerne efter stifterne ses. Når alle de forskellige finérer, som skal bruges til arbejdet, er stiftet sammen, borer man det nødvendige antal huller, som savklingen kan stikkes igennem. Nu er det forberedende arbejde gjort, og man kan gå over til skæringen, der er det vanskeligste og derfor også fordrer den største øvelse. Skæringen. Før vi går over til at omtale selve skæringen, må vi ganske kort omtale værktøjet, som bruges her. Der kan anvendes forskellige former for save, lige fra al­ mindelige løvsave til maskiner, der drives ved fod­ kraft eller elektricitet. Løvsaven kan bruges af ama­ tører, der skærer igennem to lag finér, men ved er­ hvervsmæssig fremstilling er den uegnet. Derimod kan løvsaven anbringes i et stativ, så den skærer vinkelret på finéren, som holdes i en klemme. Saven arbejder vandret, og finéren holdes lodret. Dette er den såkaldte »franske buk«, som er meget anvendelig til mange arbejder, selv om man har rigtige maskiner ved siden af. Men det er dog her begrænset, hvor mange lag finér man kan skære; mere end 8 lag er ikke godt, da saven så ikke skærer de bageste finérer nøjagtigt. Denne sav har tillige den fordel, at den kan frem­ stilles uden større bekostning. Hvad dekupørsave an-

Fig. 636. Tegningen.

hyggeligt, til den atter skal bruges. En sådan tegning kan bruges i årevis, når man passer godt på den. Lad os nu gå ud fra, at vi skal lave et ornament som det her gengivne vaseornament, fig. 636; hertil skal bruges 5 å 6 tegninger. Når man har gjort sig klart, hvilke træsorter der skal bruges, begynder man at klippe tegningen itu, efter først at have klæbet en hel tegning op på et stykke tyndt finér. Man kan hertil bruge poppel eller en anden billig træsort. Før man klipper tegningen itu, laver man sig nogle bakker af tyndt pap med en flad liste udenom; på disse lægges nu efterhånden de forskellige stykker af tegningen, således at alle de stykker, der hører til samme træsort, lægges i samme bunke. Når et stykke er klippet ud og lagt hen, krydser man det af på den opklæbede tegning. På denne måde fører man kontrol med, at det hele kommer med. Når alle stykker er klippet ud, klæber man dem på et stykke 1 mm finér, og nu må der passes på, dels at stykker af samme træsort opklæbes sammen, og dels at strukturen kommer til at løbe i den rigtige retning på alle stykkerne. Derefter tager man den finér frem, som skal an­ vendes, og afskærer heraf stykker, der er lidt større end finérstykket med de opklæbede dele. Lige så mange ornamenter der skal laves, lige så mange styk­ ker finér må der til. Med finérstifter stifter man nu det hele sammen og lægger et stykke tyndere finér nedenunder, for at det ikke skal rive ud i den underste finér. Der slås så mange finérstifter i, at det hele ud­ gør en fast blok, hvor man ikke kan rokke ved det enkelte lag. Hvor mange lag man tager på een gang afhænger af, hvor nøjagtigt den maskine arbejder, som skal bruges, men det er næppe klogt at tage mere end 12-16 lag på en gang. Når samtlige forskellige træsorter er lavet til på denne måde, samler man grundfinéren på samme vis; men selvfølgelig skal man ikke sætte finérstifterne i

Fig. 637. Dekupørsaven.

417