Snedkerbogen_2

Som regel skærer man selve indlægningen først, og stykkerne anbringes efterhånden på en af de før nævnte bakker af en passende størrelse. Man må helst have en del af disse bakker, hvorpå man bekvemt kan have det skårne arbejde stående og let kan dække det over med et stykke pap eller krydsfinér, hvis man ikke med det samme skal arbejde videre derpå. Man må have en tegning ved hånden, så man efter denne kan anbringe de forskellige stykker i den rig­ tige orden på bakken. Stykkerne anbringes med pas­ sende afstand, og hvis man skærer flere lag ad gangen, hvad der jo er reglen, må man passe på, at de forskel­ lige stykker ikke ligger ovenpå hinanden, hvad der senere hen besværliggør arbejdet. Således skærer man nu stykke efter stykke, indtil det hele er skåret ud, hvorefter man går i gang med grundfinéren. Hvis tegningen er således, at den består af flere af hinanden uafhængige stykker, der ikke rører hinanden, som f. eks. en fugl i luften eller lignende, skærer man først de mindre huller og tager det største til sidst. Når skæringen er forbi, fjerner man den øverste finér, hvor tegningen var påklæbet, og ligeledes den nederste, og man kan begynde med den mest interes­ sante del af arbejdet, nemlig: Samlingen. Hvis det drejer sig om et større ornament, der be­ står af mange stykker, gør man klogt i at anbringe en tegning på bordet først. Oven på denne placeres grund­ fineren ganske nøjagtigt og fæstes med nogle tynde finérstifter, dog må man ikke stifte i lyse træsorter. Nu tager man de enkelte stykker fra bakken og anbrin­ ger dem på deres plads, idet man begynder fra yder­ kanterne og går ind mod midten. Til at tage de små stykker finér anvender man bedst en lille spids kniv, hvormed man let fastholder meget små ting. Hvis det er nødvendigt, kan man hist og her fæste et stykke med en stift, da man så har bedre hold på det hele. Undertiden må man bruge kniven for at få de en­ kelte stykker på plads, idet man med knivspidsen let

Fig. 638. Skæring.

går, da har man ikke nogen standardtype som ved vore andre træbearbejdningsmaskiner. Markedet har her ikke været så stort, at de forskellige fabrikker har set deres fordel ved at gå ind i en sådan fabrikation. Der­ for ser man de forskelligste typer i brug, lige fra de almindelige dekupørsave med frithængende overdel, som de bruges ved svejfarbejder i snedkerier og billed­ skærerværksteder, og til lette, spinkle maskiner bygget specielt for dekupørarbejde. Disse sidste bygges dog næppe her i landet; dertil er markedet for lille. Men enten det nu er en maskine af den ene eller den anden art, så må man nøje kontrollere, at klingen skærer nøjagtigt vinkelret på bordet, og, hvis det er en maskine med fast arm, at der er tilstrækkelig stor gennemgang mellem arm og klinge, helst ikke under 80 å 100 cm, da man ellers ofte vil blive udsat for, at man ikke kan dreje rundt med arbejdet, hvad der kan være meget generende. Endvidere må der være en blæseanordning, som blæser savsmuldet væk fra teg­ ningen. Nu kommer det vanskelige, nemlig at skære nøj­ agtigt efter stregen, og dette kommer først ved årelang øvelse. Man må jo nemlig ikke skære midt i stregen; thi så har man jo hele savsnittet åbent, når arbejdet er færdigt. Derfor må man kun skære den ene halvdel af stregen bort, det, som snedkeren kalder at skære »slids« på stregen. Ved grundfinéren er det stregens indvendige halvdel, og ved de stykker, der bruges til indlægningen, er det den yderste halvdel, der skæres bort. Det skal, som nævnt under tegningen, være en fin og tynd streg, og af denne skal altså den ene kant blive stående, når man er færdig med at skære. Man vil forstå, at det fordrer gode øjne og en sikker hånd. Det blev nævnt under tegningen, at de almindelige negative blåkopier er de bedste, og dette vil vel også nu være indlysende, at når stregen er hvid, kan man bedre se, hvorledes man skærer i denne, da savsnittet jo vil virke sort.

Fig. 639. Samling.

418