Snedkerbogen_2

X-perspektiv. Kan karakteriseres ved at objektets plan og kanter danner en vilkårlig vinkel med billedtavlen. X-per­ spektiv finder hovedsagelig anvendelse til eksteriør og enkelttegninger af møbler. Da retningspunktet for de parallelle linier ofte kom­ mer til at ligge ret langt fra hovedpunktet P, kræver konstruktionsmetoden en del plads. I det følgende skal vises en form for X-perspektiv, der kaldes kontormetoden. Denne metode er yderst simpel i praktisk anvendelse, og hurtigt konstrueret, når man bliver lidt øvet. Vil man for eksempel tegne perspektiv af et møbel, kan man blot fastgøre plantegningen af møblet i tegne­ arkets øverste kant og en opstalt ude i kanten af bil­ ledet (papiret). Fig. 731. Objektet er givet, og man anbringer billed­ tavlen gennem det forreste hjørne B. Opstalten er lige­ ledes givet og står på grundlinien. Horisonten lægges i forhold hertil i passende øjenhøjde - for mindre møblers vedkommende lidt over møblets øverste kant. Distancen vælges ved hjælp af en modeltrekant, idet man afsætter et tilfældigt liniestykke a ud ad en linie vinkelret på billedtavlen, og en gang ud til hver side. De herved fremkomne skrålinier parallelforbindes til objektets yderste punkter AC på samme tegning, og skæringspunktet mellem de nye skrålinier danner øje­ punktet. Afstanden mellem øjepunktet og billedtavlen er distancen og kan måles på tegningen. Retningspunktet V fås ved at tegne en linie gennem øjepunktet parallel med objektets kant AB. Skæringen mellem billedtavlen kaldes Vv og projiceres lodret ned på horisonten som venstre retningspunkt. En linie gennem øjepunktet parallel med objektets kant BC giver på samme måde det højre retningspunkt H. Fra øjepunktet trækkes nu sestråler til objektets for­ skellige hjørner og kanter, og hvor disse sestråler skæ­ rer billedtavlen, projiceres de hver især lodret ned og danner herved de lodrette kanter i det perspektiviske billede, som er under konstruktion. Objektets kant B, som ligger i billedtavlen projice­ res direkte ned som første kant i billedet, og fra opstal­ ten til venstre føres nu objektets højder vandret ind til skæring med denne forreste kant. Fra de herved frem­ komne skæringspunkter trækkes linier til både højre og venstre retningspunkt H og V, og idet disse ret­ ningslinier skærer de førhen nedprojicerede lodrette kanter, dannes det perspektiviske billede. Kurvehangsbuen. Cirkelbuer virker ikke naturlige på polstrede møbler, og svarer heller ikke til legemets kurver. Den såkaldte kurvehangsbue, d. v. s. hvor det ophængte

stof danner en naturlig bue er anvendt i de almindelig kendte havestole. Fig. 732 en konstruktion, som tilnærmelsesvis giver en rigtig kurvehangsbue. AC er kurvens endepunkter, og MB er pilhøjden. Linien AM og MC deles i lige store stykker - i dette tilfælde fire - . Cirkelbuen BE og liniestykket ME deles i tilsvarende antal lige store stykker, og punkterne forbindes og giver liniestykker­ ne 1-2-3. Disse fundne afstande afsættes på de vinkel­ rette i linien AMC, og kurverne tegnes gennem punk­ terne, enten på fri hånd eller efter en lineal, der er bøjet efter punkterne. Skitsering. Tegningen er først og fremmest et middel til at få intentionerne gennemført rigtigt. Den skal være klar, tydelig og målsætningen skal være præcis. At håndværkeren er fortrolig med sit værktøj er en selvfølge, men ikke alle håndværkere tænker på, at tegnerekvisitterne også er en del af det daglige værk­ tøj. Blyanten skal være spids, og af en tilpas hårdheds­ grad. Man kan nu en gang ikke lave skarpe, præcise linier med en blød blyant, der er slidt helt rund i spidsen. Ridsefjeren, der under alle forhold giver den klarest tænkelige stregtegning, skal renses grundigt efter bru­ gen med en blød klud, eller bedre med et stykke vaskeskind, idet det gælder om at holde den ren og fri for ridser og rust. Til det nødvendige tegneudstyr hører også et tegnebræt på mindst 50 X 70 cm. Det er en selvfølge, at det er fuldstændig plant og ret­ vinklet. En hovedlineal med vinkelindstilling er prak­ tisk, og yderligere et par trekanter, en med 45 grader vinkler og en med 30-60 grader vinkler. Passeren bør have skifteben, et til blyant, et til ridsefjer og et til forlænger. En passer med samlet benføring er at foretrække. Endelig en målpasser, der er mere nøj­ agtig til målafsætning end blyantspasseren, og en mål­ lineal, hvor de mest brugte målestoksforhold er an­ givet. Hvor det gælder rene arbejdstegninger, skal man tilstræbe nøjagtighed i alle enkeltheder, da tegningens værdi i høj grad ellers er problematisk. Som hoved­ regel gælder, at arbejdstegninger overhovedet ikke må være til at misforstå. Hvis man derimod skal fremstille en perspektiv­ skitse af et møbel eller et interiør, er det tillige af betydning, at den virker fordelagtigt. Dette må selv­ følgelig ikke forstås sådan, at man skal lave charme­ tegninger, som er uden tilknytning til virkeligheden. Men det er altid en fordel at kunne iklæde sine inten­ tioner en tiltalende dragt. Hvorledes dette skal gøres, afhænger først og frem- 461