DetGamleKøbenhavn_2

172

Hvert et Træ i disse Gange mig et Minde staar;

alle disse Fugles Sange Skjaldens Hjerte naar.

Og som Noah hist i Arken hver en Skabning fandt, linder jeg i Søndermarken hver en Fryd, som svandt.«

F o r E n d en a f d en A llé, der nu u dm u n d er o v e r ­ for N y Carlsberg, la a e t H u s, der a f u k e n d te G rund e h ed S n a p o p h u se t; der b o ed e en O p sy n sm a n d . D e t er nu fo r læ n g st fo r sv u n d e t; m en L a a g en h ed , til d en o g saa fo r sv a n d t, S n a p o p -L a a g en , og paa den an d en S id e V ejen la a Halls E je n d om , N y Bakkegaard. D e t er derfor m e g e t r im e lig t, a t m an h a r a n b r a g t Vilh. Bissens u dm æ rk ed e S ta tu e a f Hall n e to p p a a d e tte S ted . F a a a f v o r e M ind esm æ rk er har fa a e t en saa sm u k P la d s. V ed d en U d g a n g , der fører ud til V e sterb ro g a d e , a n b r a g te m an for fa a A ar sid en en J e rn p o r t. D e t er d en r ig tig e , g am le J e rn p o r t, som i sin T id stod for E n d en af F red erik sb er g A llé og a fla a sed e d en for V e ste rb r o g a d e. D e n fjern ed es derfra i 5 0 ’ern e og har sid en væ r e t m a g a sin e r et. I d e se n e ste A ar har S øn d erm a rk en v e d h ø jtid e lig e L e jlig h ed er som p a a G ru n d lo v sd a g en og lig n e n d e væ ret a n v e n d t til F o lk em ø d e r ; en d e lig v il m a n m in d es den b e r øm te K ild e k o n e -— Marie Villads — , der til for faa A ar sid en h a v d e sit S ta d e i Sønd erm a rk en og v a r k e n d t for, a t h u n sk rev k ø n n e sm aa D ig te , som o v en i K ø b e t in sp irered e K om p o n iste n Fr. Rung til a t sæ tte n o g le i M usik. D a Voigt h a v d e e n d t sit A rb e jd e m ed S ønd er­ m a rk en s O m d a n n else, sto d h a n o v erfo r en endnu stø rre O p g a v e; d e t v a r Frederiksberg Have. Men sk ø n t m a n le v e d e i en ø k o n om isk O p g a n g sp erio d e, var der d o g E b b e i d en k o n g e lig e K a sse , sa a d e t vared e h ele t i A ar, in d en Voigt fik L o v a t ta g e fa t p a a Ar­ b e jd e t. V i m aa nu h u sk e, h v o rled e s H a v e n v a r an