DetKglKøbenhavnskeKlasselotteri

der fra ovennævnte tidspunkt betegnes som klasselotteriet, består i, at man på et vilkårligt tal eller en vilkårlig talkombination kan deltage med næsten ethvert beløb, der modsvares af lotteriets kasse. D et adskiller sig principielt ikke fra et roulettespil. Da indsatserne kunne gøres lave, blev tallotteriet i modsætning til klasselotteriet de m indre bemidledes nemme mulighed for at prøve lykken. Det af G. D. F. Koes oprettede tallotteri, for hvilket han årlig betalte den danske stat 25.000 rigsdaler i afgift, blev im idlertid en så glimrende forretning, at staten allerede i 1773 ved resolution af 13. april overtog privilegiet mod at betale Koes 160.000 rigsdaler i 5 pct. statsobligationer. Tallotteriet fortsatte derpå som statsinstitution indtil det ved lov af 22. december 1850 ophævedes fra udgangen af det følgende år. Klasselotteriets sedler fra denne periode har sikkert ofte taget sig spøgefulde ud, fordi ejerne havde lov at forsyne dem med bogstaver, navne eller sømmelige sentenser — mærkelig nok kaldet »deviser« — som sikkerhed mod forvekslinger, tab eller tyveri. Disse mærker og sen­ tenser førtes omhyggeligt ind i lotteriets protokoller. Fra en sådan op­ bevaret protokol kan anføres følgende karakteristiske påskrifter: »Til en ny klædning«. — »Vil gud, så vinder jeg«. — »For tre umyn­ dige pigebørn«. — »Jo — jeg takker«. — »Kongens skål«. — »Til mig og m in kjærrest en brudeseng«. — » Audaces jortuna juvat « (lykken står den kække b i). — »Til en dobbelt sopken« etc. Efter Struensees fald blev privilegiet for klasselotteriet ved reskript af 12. november tilbagegivet Opfostringshuset på de tidligere vilkår. H er­ ligheden varede kun kort, thi efter to lotterier blev privilegiet i september 1774 for stedse frataget Opfostringshuset og underlagt direktionen for det kongelige rentekammer. Lotteriet var kommet i fast gænge og fortsattes praktisk talt uden ændringer i lang tid. Begyndelsen af det 19. århundrede bragte, som bekendt, megen modgang og nød til landet, og man kunne vel have ven­ tet, at nationale ulykker som englændernes bombardement af København, deres ødelæggelse og bortførelse af vor orlogsflåde, den deraf følgende totalt ruinerende kaperkrig og endelig statsbankerotten med finansielle katastrofer for næsten alle samfundslag ville have mindsket spillelysten hos det store publikum eller i hvert fald have gjort det særdeles vanske­ ligt for flertallet at skaffe fornyelsespenge til trækning efter trækning; men sådan gik det slet ikke. Det synes tværtimod, som om besværet med at klare de økonomiske krav, hverdagen stillede, på normal måde anspo­ rede til at søge hjæ lp hos fru Fortuna. Enhver spiller lokkedes af den gyldne chance for gennem lykketræf at erhverve det, en ond skæbne for­

9