DetKglKøbenhavnskeKlasselotteri

mente de nødstedte af skaffe sig ved trofast dagværk. Lotterisedlen skulle fornyes, koste hvad det ville. T rangen til »at række lykken hånden« fandtes i alle befolkningslag; men på grund af den anspændte økonomi og vel sagtens en vis moralsk slaphed i modgangsårene blev for adskilliges vedkommende spillepengene fremskaffet ad uhæderlig vej. I de første decennier af århundredet hørte kassemangel og bedrageri til dagens uorden. Da der altid fra ikke ube­ tydelige kredse havde været etiske betænkeligheder ved alt lykkespil ud fra lignende betragtninger som de i den kongelige forordning mod ha­ sardspil fremsatte, kan det ikke undre, at synderne, når de afsløredes, greb til den nemme udvej at give lotteriet — hvad enten det nu var tal­ lotteriet eller klasselotteriet — skylden. Eksempelvis kan nævnes, at en af kassererne ved hofteatret havde et underskud på 150.000 rigsdaler, som i hvert fald for hovedpartens ved­ kommende var spillet op. Han udtaler i sit forsvarsskrift — ud fra et noget ejendommeligt ræsonnement — at, »hvad der således er gået fra min kasse er tilflydt lotteriet, og det offentlige har således ikke lidt noget tab ved mig, idet den ene offentlige kasse har fået, hvad der er udgået fra den anden«. En embedsmand i et af kollegierne, der havde med stats­ obligationerne at gøre, bedrog staten for en halv million rigsdaler og gav lotteriet skylden. Det siger sig selv, at sådanne svindlerier, der begrundedes med, at deres ophavsmænd havde ladet sig friste over evne af statens lykkespil, fik diskussionen om dettes etiske berettigelse til at blusse op. Fra denne periode stammer da også adskillige piécer og værker, som tager stand­ punkt for eller imod statslotteriets gavnlighed. Under det 64. lotteris 5. trækning, den 5. september 1817 kom det til følgende dramatiske optrin, som viste, at periodens usikre moral ikke alene fandtes blandt spillerne. Trækningen var i fuld gang, og salen, hvori den fandt sted, var fyldt af interesserede spillere. Udtrækningen, der overvågedes af rentekammerets kommissærer, lededes af fuldmægtig, krigsråd Gleiss, hvis opgave det var at føre opfostringshusdrengens hånd, når denne tog nummersedlen op af lykkehjulet. Pludselig blev der uro blandt tilskuerne, en mand trængte sig frem til skranken og råbte med høj og kraftig stemme: »Stå lidt! Han har gevinsten i ærmet, han dér!« Uroen og forvirringen i salen tiltog på begge sider skranken. Den protesterende tilskuer var en norsk skipper, som lå med sin skude i hav­ nen. Han fastholdt hårdnakket, at fuldmægtig Gleiss havde smuglet numre ned i lykkehjulet under selve trækningen. Kommissærerne lod Gleiss arrestere. Han førtes bort, og trækningen aflystes. Fuldmægtigen nægtede i begyndelsen kategorisk at have foretaget noget ulovligt, men

10