DetKglKøbenhavnskeKlasselotteri

1 pct. til administration. Fra 1921 til 1934 var afkortningen 19 pct., som fordeltes med 10 pct. til staten, 7 pct. til kollektørerne og 2 pct. til ad­ ministrationen, altså 81 pct. til gevinster. Den nugældende ordning har været praktiseret fra 1934. Indtil 1943 stod der i spilleplanen, at alle gevinster udbetaltes uden rabat. Dette ændredes im idlertid ved en lov af 19. december 1942, hvor­ efter der indeholdtes 15 pct. af samtlige gevinster, som oversteg 200 kroner. Denne afkortning indbringer staten ca. 1,3 million kroner om året. T il gengæld mistede staten en anselig indtægt på et andet område, idet gevinsterne, der hidtil havde skullet belægges med indkomstskat, blev fritaget for denne således, at der kun skulle betales formueskat af den ved årets udløb ikke forbrugte del af gevinstsummen. Nettoprovenuet fordeles med halvdelen til statskassen og halvdelen til den mellemkom­ munale udligningsfond. Statens egentlige og store indtægt af lotterispillet stammer fra stempel­ afgiften, hvis størrelse senest er bestemt ved lov af 22. marts 1951. A fgiften indførtes ved lov af 19. februar 1861 og fastsattes oprindelig til beskedne 4 skilling — fra 1875 til 10 øre — pr. lodseddel pr. klasse, uanset om det var hele, halve, fjerdedels eller ottendedels sedler, og denne overkommelige sum øgedes ikke før 1912. Fra dette år blev stempelaf­ giften 1 kr. pr. hel seddel, 65 øre pr. halv seddel, 40 øre pr. fjerdedels og 20 øre pr. ottendedels seddel. I 1921 øgedes afgiften for de tilsvarende seddelkategorier til henholdsvis 2 kr., 1 kr., 50 øre og 25 øre pr. klasse for endelig efter ovennævnte sidste bestemmelse at stige til det dobbelte, altså henholdsvis 4 kr., 2 kr., 1 kr. og 50 øre. Stempelpengene giver nu staten den anselige årsindtægt 7,6 millioner kroner. Som flere gange nævnt har der altid været uenighed om, hvorvidt det var moralsk forsvarligt, at staten drev et lykkespil, og om hvorvidt så­ danne spil under nogen form i det hele taget burde være tilladt. Med sin skarpe holdning over for den del af lykkespillene, der falder ind under begrebet hasard, må det vel siges, at staten indbyder i nogen grad til kritik af holdningen over for andre kategorier som lotteri, præmieobliga­ tioner, totalisatorspil, tipstjeneste etc. D et er im idlertid aldeles givet, at mangfoldige af statens borgere ikke vil undvære den spænding, der føl­ ger med at »prøve lykken«, og da må det fornuftigvis føles som en be- tryggelse mod al svindel og fidusmageri, at staten leder og garanterer for ærligheden af de eksisterende og tilladte spilleformer. D et er desuden uimodsigeligt, at sådanne indtægtskilder flyder så umærkeligt for borger­ skabet og at alle pengene tilgår ad frivillighedens vej i en så afgørende grad, at man inderligt kunne ønske, alle andre midler til statsdriften havde samme behagelige egenskaber.

17