DetKglKøbenhavnskeKlasselotteri

Da der ud over forskellige artikler, som tid efter anden er frem ­ kommet i tidsskrifter og dagblade, ingen litteratur findes om lotterivæsen, og interessen for dette spørgsmål gennem forespørgs­ ler og henvendelser har vist sig at være levende i det store pub­ likum , har Klasselotterikollektør-Foreningen ment at afhjælpe no­ get af et savn ved udsendelsen af nærværende hæfte og samtidig markere lotteriets 200 årige beståen.

Af klasselotteriets historie L otteri er lykkespil og har under en eller anden form bestået fra tider­ nes morgen. Selve ordet, der vel har hævd i sproget, men dog virker fremmedartet, har sin rod i vore egne for så vidt, som det er afledet af den nordiske glose hlaut, i nutidssprog lod med dette ords flertydighed: skæbne, andel, det, man uforudseeligt opnår etc., altså de ting og begi­ venheder, tilværelsens gevinster og nitter, der skæbnebestemt tilfalder den enkelte. D a enhver religion naturligt tilskriver guderne, hvad mennesker ikke kan råde eller regulere, har lykkespil og lodkastning altid haft karakter af en forsynets tilskikkelse, af »lykkens lunefulde spil«. Et eksempel af ærværdig alder vil man finde i 4. Mosebogs 33. Kapitel Vers 54, der beretter om fordelingen af Kanaans land ved lodkastning: »hvor loddet udkommer for ham, der skal det høre ham til«. D et er ikke to hundrede år siden, at man her i landet, når flere var blevet dødsdømt, og man i nogen grad ville lade nåde gå for ret, lod delinkventerne trække lod på retterstedet om, hvem der skulle strække hals. Mere spændende kan næppe andre former for lotteri tænkes mulige. Lykkespil — lotteri, lotto, hasard etc., kært barn har mange navne — har altid dækket et vidt område spændende fra den ophøjede og skæbne- afgørende gudsdom ved den ene grænse til den snurrende roulette i bag­ lokalet. Staterne trækker et skel mellem, hvad der er borgerligt pænt og hvad der er moralsk forkasteligt, men grænserne er vage og forskelligt definerede, thi sandheden er jo dog, at hvor man overlader alt til heldet, der alene og løseligt indrammes af sandsynlighedens lov, er det såre svært at finde en etisk begrundelse for de dragne skillelinier. Antagelig er de i almindelig praksis trukket mellem det, der gavner statsmagten og det, der antages at skade almenvellet. I hvert fald er de der.

3