CE Maskindirektiv 2006-42-EF

Artikel 14 Bemyndigede organer

1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om, hvilke organer de har bemyndiget til at foretage den i artikel 12, stk. 3 og 4, omhandlede overensstemmelsesvurdering med henblik på markedsføring, samt hvilke specifikke overensstemmelsesvurderingsprocedurer og kategorier af maskiner disse organer er bemyndiget til at varetage, og hvilke identifikationsnumre Kommissionen har tildelt dem. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om eventuelle senere ændringer. 2. Medlemsstaterne sørger for løbende at kontrollere, at de bemyndigede organer til enhver tid opfylder kriterierne i bilag XI. Det bemyndigede organ forelægger efter anmodning herom alle relevante oplysninger, herunder budgettekniske dossierer, således at medlemsstaterne kan kontrollere, om kravene i bilag XI er opfyldt. 3. Medlemsstaterne baserer vurderingen af de organer, der bemyndiges, eller som allerede er bemyndiget, på kriterierne fastlagt i bilag XI. 4. Kommissionen offentliggør til underretning en liste over de bemyndigede organer samt deres identifikationsnummer og de opgaver, de er bemyndiget til at varetage, i Den Europæiske Unions Tidende. Den sørger for, at listen ajourføres. 5. De organer, der opfylder de vurderingskriterier, der er fastsat i de relevante harmoniserede standarder, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, formodes at opfylde de relevante kriterier. . . . § 133 Bemyndigede organer Artikel 14 indeholder bestemmelserne om bemyndigede organer. Bemyndigede organer er uafhængige overensstemmelsesvurderingsorganer og tredjeparter, som har fået bemyndigelse til at gennemføre overensstemmelsesvurderingsprocedurerne, der er omhandlet i artikel 12, stk. 3 og 4, for de maskinkategorier, der er anført i bilag IV. Et bemyndiget organ hedder på engelsk "notified body", hvilket henviser til det forhold, at medlemsstaterne over for Kommissionen og de øvrige medlemsstater anmelder (notify) de organer, de giver den nævnte bemyndigelse. Før et overensstemmelsesvurderingsorgan anmeldes som bemyndiget organ, skal det af Kommissionen tildeles et firecifret identifikationsnummer. Et givet organ har et enkelt identifikationsnummer og kan være bemyndiget i henhold til et eller flere EU- direktiver. I henhold til maskindirektivet kan der kun bemyndiges organer til overensstemmelsesvurdering af maskinkategorierne i bilag IV. Bemyndigede organer kan også yde overensstemmelsesvurderingstjenester til fabrikanter af andre kategorier af maskiner, men i så fald skal organerne gøre det klart for deres kunder, at de ikke handler som bemyndiget organ og derfor ikke må bruge deres identifikationsnummer, som de har fået af Kommissionen, på noget dokument i forbindelse med denne tjeneste – jf. § 128: kommentarer til artikel 12, stk. 2. Vurdering, udpegning og overvågning af de bemyndigede organer påhviler alene medlemsstaterne.

112

Made with