CE Maskindirektiv 2006-42-EF

1.5

RISICI, DER SKYLDES ANDRE FARER

1.5.1 Elektrisk energi Når maskinen er elektrisk drevet, skal den være konstrueret, fremstillet og udstyret således, at enhver form for fare i forbindelse med elektricitet er forhindret eller kan forhindres. Sikkerhedskravene i direktiv 73/23/EØF finder anvendelse på maskiner. Kravene vedrørende overensstemmelsesvurdering og markedsføring og/eller ibrugtagning af maskiner, for så vidt angår fare i forbindelse med elektricitet, er dog udelukkende omfattet af nærværende direktiv. § 222 Elektricitet Punkt 1.5.1 omhandler risici som følge af anvendelse af elektrisk energi. Elektrisk energi kan omsættes til mekanisk energi af en elektromotor eller f.eks. bruges til at generere varme eller stråling til processen. Statisk elektricitet anvendes også i visse processer som maling, adskillelse af materialer eller udfældning af emissioner. De primære risici, der er forbundet med elektrisk energi, er elektrisk stød som følge af direkte kontakt med strømførende dele (utilsigtet kontakt med dele, der normalt er strømførende) eller indirekte kontakt (kontakt med dele, der er blevet strømførende ved en fejl) og forbrændinger, brand eller eksplosion som følge af elektriske gnister eller overophedning af elektrisk udstyr. I henhold til første afsnit i punkt 1.5.1 skal fabrikanten træffe de nødvendige foranstaltninger for at forhindre enhver form for risiko i forbindelse med elektricitet. Dette generelle krav finder anvendelse uanset spændingen i elforsyningen. I henhold til andet afsnit i punkt 1.5.1 finder sikkerhedskravene i lavspændingsdirektivet (LVD) (2006/95/EF – tidligere direktiv 73/23/EØF som ændret) anvendelse på maskiner. Anden sætning i dette afsnit gør det klart, at procedurerne i LVD vedrørende markedsføring og ibrugtagning ikke finder anvendelse på maskiner, der er omfattet af maskindirektivet. Det betyder, at overensstemmelseserklæringen for maskiner, der er omfattet af maskindirektivet, ikke skal henvise til LVD. Det skal bemærkes, at visse kategorier af lavspændingsudstyr ikke henhører under maskindirektivets anvendelsesområde – jf. § 63: kommentarer til artikel 1, stk. 2, litra k). Generelle specifikationer for konstruktion af elektrisk udstyr i maskiner er anført i EN 60204-1 136 , mens specifikationer for højspændingsudstyr i maskiner er anført i standard EN 60204-11 137 . Specifikationer for elektrisk udstyr er endvidere anført i adskillige standarder for specifikke kategorier af maskiner. Ud over de generelle krav i punkt 1.5.1 er der fastlagt supplerende krav til batterier til mobile maskiner i punkt 3.5.1. 136 EN 60204-1:2006+A1:2009 – Maskinsikkerhed – Elektrisk udstyr på maskiner – Del 1: Generelle krav (IEC 60204-1:2005 (ændret)). 137 EN 60204-11:2000 – Maskinsikkerhed – Elektrisk materiel på maskiner – Del 11: Almindelige bestemmelser for spændinger over 1 000 V a.c. eller 1 500 V d.c. og ikke over 36 kV (IEC 60204-11:2000).

199

Made with