086559714

JUBILÆUMSSKRIFT 1855— 1905

■

JUBILÆUMS SKRIFT 18 5 5 -19 0 5

DE FORENEDE DANSKE TÆNDSTIKFABRIKER H. E. GOSCH & CO.’S TÆNDSTIKFABIUKER OG AKTIETÆNDSTIKFABRIKEN GODTHAAB

TEXTEN PAA GRUNDLAG AF FABRIKERNES TEKNISKE OPTEGNELSER VED BERING LIISBERG

TEGNINGERNE UDFØRTE AF GERHARD HEILMANN

REPRODUKTIONER: DANSK REPRODUKTIONSANSTALT

FOTOGRAFIER: JUNCKER JENSEN

U$8

P. Petersens Bogtrykkeri (Egmont II. Petersen), Kjøbenhavn

INDLEDNING n Gang i længst forsvundne Dage, fortæller de gamle Sagn, blev der Uro og Bekymring i Olympen. Menneskene blev de bøje Glider for mægtige; de gik stadig frem, udviklede sig mere og mere og gjorde sigJorden underdanig.— De svage Dødelige, som de jo alligevel var, maatte stækkes, inden de blev for overmægtige. Naaede de til at betvinge Naturen, til at gøre sig til Herrer over Elementerne, hvor var saa Grænsen mellem Guder og Mennesker? Og med eet Slag standsede Fader Zeus de fremad stræbende Døde­ lige. Han berøvede dem Ilden, log den Gave tilbage, som en venlig Gud engang havde skænket Jordens Børn. Men Prometheus, — Navnet betyder den forud betænksomme , og Pro- metheus selv er Repræsentanten for den grundende, forskende Menne- skeaand, — gjorde sig et Ærinde op til Gudernes Bolig. Og da ban kom tilbage til Jorden, havde han Ilden med. Han havde røvet en Gnist af den himmeske Ild og gemt den i en hul Plantestengel. Jordens Børn kunde nu atter betræde Fremskridtets Bane, hvilket var dem umuligt uden Ild. For det Folk, hos hvem dette Sagn først har faaet Form, har det staaet klart, at Ilden var en himmelsk Gave, og at Mennesket maatte synke tilbage i Raalied og Mørke uden den. Dyret kan undvære lid, Mennesket ikke. Den er os lige saa nødvendig som den Jord, der bæ­ rer os og giver os Føde, som det Vand vi drikker og den Luft, vi ind- aander. Men Mennesket har ikke forefundet Ilden, saaledes som det har forefundet de tre andre Elementer, Jord, Luft og Vand. Ilden er sendt ham fra de høje Himle under mægtige Tordenbrag. Lynet er faret ned og har tændt Ild i Skovens Træer eller i Hedens Lyng; her har han laant en Glød og taget den med sig hjem til Arnen. Ti man lærte snart, at Ilden var nyttig til mange Ting; den varmede, og den lyste; ved Hjælp af den kunde man berede sin Mad og begynde at føre en menneskeværdig Tilværelse; den formaaede at gøre det haarde Jern mygt og bøjeligt, og ved dens Flamme kunde man smedde Sværdets

skarpe Egg og Spydoddens hvasse Tunge. Derfor gjaldt det at nære den og pleje den, at passe paa, at den ikke gik ud. Men en Dag, naar Regnen styrter ned i Strømme, kan dette dog hænde. Eller naar pludselig fjendtlige Stammer gør Angreb og jager Folk bort fra deres Arnesteder, ud i Udørkener og paa øde Steder, hvor man ingen god og venlig Nabo finder, der vil laane En en Smule Ild. Nogle lader det være nok med at anraabe de høje Guder om at sende dem en Gnist af Himlens Ild, men det forskende og stræbende Menneske, der føler, at Slægten ikke k a n undvære Ilden, sætter sig hen og grunder. Og saa sker en Dag den store Opdagelse, at Menne­ sket selv, ved egen Hjælp, formaar at fremkalde Ild. Men længe efter, Aartusinder senere, mindes man dog, at Ilden op­ rindelig er en himmelsk Gave. Det Sled paa Jorden, hvor Lynet har slaaet ned, bliver helligt som et Mærke, Guderne har sat. Og Ilden, skønt fremkaldt nu ved Menneskehaand, bliver selv en Gud og tilbedes som en Gud. I Øster- som i Vesterland vogtes den hellige Ild af Mænd eller Kvinder, der skal være rene og kyske. Og den brænder endnu som et dybt Symbol i Katolikernes Kirker og i Jødernes Syna­ goger. Naar i Middelalderen Lysene blev bragt tændt ind ved de store højtidelige Gildelav, viste enhver i Gildesalen sin Ærbødighed ved at blotte Hovedet for det tændte Lys, og det blev regnet som en Ulykke, om nogen Gildebroder kom til at støde et Lys om, saa det sluktes. Den ældste, mest primitive Maade at frembringe Ild paa, ved Hjælp a f Gnidning, er endnu i Brug den Dag i Dag hos forskellige vilde Folk. Men allerede her gør der sig en Udvikling gældende. Det oprindelige, det simpleste, er vel, at en Mand guider to Stykker tørt Træ saa længe mod hinanden, al der fremkaldes Glød. Men i Grønlændernes som i Tjuk- tjernes Maade at skaffe Ild paa spores der et betydeligt Fremskridt. I Stedet for de to Træpinde eller Stokke har de et Redskab dertil, om man vil et Fyrtøj. Der findes liere Eksemplarer af delte Fyrtøj paa Nationalmuseets et­ nografiske Afdeling i København, hvert enkelt bestaaende af en Træbrik med Huller i, en Drejepind og et Modstykke, ligeledes af Træ. Der læg­ ges en Snor een Gang om Drejepinden, denne stikkes med den ene Ende ned i et af Hullerne, Modstykket trykkes imod den anden Ende foroven, og med en hurtig Bevægelse føres Snoren frem og tilbage, til højre og til venstre, indtil Træet omkring Hullet er saa stærkt ophedet, at det begynder at gløde og antænder det letfængelige Træmel, som ef- terhaanden ophober sig omkring Drejepindens Spids. Gnideilden hører et lavere Kulturtrin til, om den end som den æld­ ste Ildfrembringelsesmaade er bleven benyttet langt ned i Middelalderen

ved særlig højtidelige Handlinger. I den græske Oldtid, og maaske tid­ ligere endnu, frembragte man Ild ved Hjælp af Svovlet, der alt omtales hos Homer som almindeligt ved religiøse Ceremonier. Senere gjorde man Ild, Homerne f. Eks., ved at gnide en Svovlstang mod en glat Sten. Men det skulde være mærkeligt, om ikke Stenalderens Folk, der havde saa stor Erfaring i at bearbejde Flinten, har kendt og benyttet Flintestenens Evne til at frembringe Gnister, naar den sloges mod svovlholdigt Kis. Det er dog imidlertid først i Broncealderfolkets Grave, at man finder Fyrsten, indsyede eller indviklede i Læderstumper, saa man bedre kunde holde paa dem, og med lydelige Spor af Brug. Fyr­ stenen blev givet den Døde med i Graven, fordi man mente, han kunde faa Brug for den paa sin Vandring gennem Dødens mørke Lande. Med Jernets Fremtrængen fik man endelig det Fyrtøj, der endnu i Mands Minde har været i Brug i alle Europas Lande. Hvad enten man fremkaldte Ilden ved Gnidning eller ved Slag, var det en ret omstændelig Sag. Havde man faaet Ild, gjaldt det derfor at værne den og holde den vedlige. Ældre Folk husker endnu, hvorle­ des man ude paa Landet, hver Alten efter endt Dagværk, naar Ilden ikke længer nyttedes, sørgede for at have klare, gode Gløder, som der- paa dækkedes til med Asken, saa de kun fik saa megen Lufttilførsel, som var nødvendig, for at de kunde holdes vedlige, til Morgenen kom. Var Ilden gaaet ud i Nattens Løb, maatte man hen til en Nabo og »laane Ild«, ofte i en Træsko. Endnu ved Midten af forrige Aarhun- drede skaffede man sig paa den jydske Hede Ild ved Laan. Ild skulde laane s , at hede om at faa Ild til Givende, kunde aldrig falde nogen ind, ti saa kunde man — efter Folketroen — let »faa mere end nok«, d. v. s. Ildebrand. Endnu den Dag i Dag byder Sprogbrug, at man »laaner« en Tændstik, ligesom man »laaner Ild« til sin Cigar. Dagens Slutning tilkendegaves i Middelalderen ved Marie-Klokken eller Aftenklokken, der blev ringet fra Kirker og Klostre Kl. 7 eller 8. I England kaldes Aftenklokken endnu the curfew-bell. Gurfew hedder paa Gammelfransk courfeu, der er sammentrukket af cuevre-feu eller covre-leu, og betyder: Dæk Ilden til! Ogsaa her i Danmark har vi kendt dette Signal til at gøre rede til Natten, om end vi mulig ikke har haft noget særligt Ord derfor. I den saakaldte Københavns Stadsret af 1254 hedder det paa Latin, at naar campana ignitegii, ordret: Ildtildæknings­ klokken, lyder, skal Byens Porte lukkes og Nattevagten møde op. Men een Gang om Aaret lod man Ilden gaa ud. Ti Ilden maatte ikke blive for gammel i Gaarde. Paa Landet i Danmark som ogsaa andet­ steds havde man den Tro, at det var til Fortræd for Kvæget, og der­ for skulde man hvert Aar have ny Ild.

Det var i den tidlige Middelalder ved Midsommertid, længere ned i Tiden ogsaa ved Paasketid, at man lod Ilden gaa ud paa en bestemt Dag. Derpaa samledes Egnens Folk, uden Tvivl paa et Sted, som havde gammel Hævd, og tændte et stort Baal. Og herfra hentede saa hver enkelt Husstand ny Ild hjem til sin Arne. Det er sikkert Resterne af en ældgammel, religiøs Skik, vi her har for os. Det ser man alene deraf, at dette Baal ikke maatte tændes ved Hjælp af Fyrtøj, Sten eller Staal. Ti Sten og Staal var de Stoffer, hvoraf Menneskene dannede deres Vaaben, de Vaaben, som de i vild Liden­ skab og med Had i Hjerterne løftede mod hinanden, og med hvilke de udgød hinandens Blod. Del var urene Stoffer, og de maatte ikke bruges til at fremkalde Ildens rene Flamme med. Nej, Baalet skulde tændes paa ældgammel Vis, ved Gnideild. Det er sikkert ogsaa en religiøs Forestilling om, at den bellige Ild ikke maa miste sin Kraft ved at benyttes for længe af Menneskers urene Hænder, der har skabt den Tro, at den ikke maa blive for gammel i Gaarde, og som er kommen til os i den forvrængede Form, at det er til Skade for Kreaturerne. Der har sikkert været den Tid, hvor man havde en levende Følelse af, at det vilde være Menneskene til Skade og Fordærv, om de ikke holdt Luen paa de mange forskellige Arneste­ der lige saa ren og klar som i del store Fællesbaal, hvorfra den blev hentet, Symbolet paa den for alle Mennesker fælles, himmelske Ild. Paa Steder, hvor den gamle, enfoldige Fromhed ikke var saa levende, mente man imidlertid, at Fyrtøjet, Staalet og Stenen, hvormed man kunde kalde lange Gnister frem, rummede Lynet, den himmelske Gnist, og Fyrtøjet blev som Symbol paa Lynet sat ind i den gyldne Vlies’s Ordenskæde, omtrent 1430. Fyrstaalet har her et Par smaa Flige, saa det faar Formen af et B, og Fyrstenens ildgivende Evne er antydet ved dens forgyldte siksakfor- mede Kantning. Paa lignende Maade har vel de smaa Fyrtøjer været indrettet, som man kunde føre med sig i sin Taske, og som under Nav­ net flisils forekommer i Slutningen af det XIV. Aarhundrede. Fra dem stammer de senere Stenlaase paa de gamle Ildvaaben, der var i Brug lige til Knaldhættens Opfindelse. I det XVI. Aarhundrede var man alt saa vidt her hjemme, at man havde Fyrtøjer saa smaa, at de kunde bæres mellem to Valnøddeskaller. Fyrtøjet, som det benyttedes i Husholdningerne i Byerne og enkelte Steder paa Landet endnu eller Frederik VI’s Død 1839 — saa sent som i Fyrrerne raabte Kærlingerne med Fyrsten i Københavns Gader — be­ stod af en Kasse med et tætsluttende Laag, fyldt med Tønder, Trøske, halvbrændte linnede Klude eller lignende; for den ene, smalle Ende var

der fastgjort et Stykke Flint, saaledes at Gnisterne, naar man med Fyr- staalet slog ned ad Flinten, sprang ned og tændte Tønderet i Kassen. Ved at puste derpaa, fik man det endnu bedre i Glød, saa at man let var i Stand til at faa Ild i »Svovlstikken«, en lang, tynd, flad eller rund Træpind, en Stikke, der var dyppet i Svovl. Før Svovlstikken — at der bruges »Stikke« i Stedet for Pind, er et Bevis paa, at det er et gammelt Ord — kom i Brug, benyttede man harpiksholdige Fyrrepinde til at tænde Ild i ved Fyrtøjet. Enkelte Ste­ der fik de Navnet Fyrstikker, et Ord, der endnu bruges i Norge. Svovl­ stikker forekommer alt i Tyskland i det XIV. Aarhundrede. 1580 solgtes de i Leipzig af Sælgekoner paa Gaden sammen med Pebernødder og Æbler. Men med Fyrstikker og Svovlstikker kunde man kun tage Ild, hvor der var Ild, man kunde ikke frembringe, ikke skabe Ild. Det var det XIX. Aarhundrede, Kemiens Aarhundrede, forbeholdt at give Mennesket et saadant Herredømme over Naturen, at det i el Nu, uafhængigt af Tid og Sted, med en Haandbevægelse kan frem­ bringe Lys og Ild. Og alt, hvad man behøver dertil, er ikke stort andel og tager ikke større Plads op end en lille Pind. Den Mand, der opfandt den »kemiske Fyrstik«, som i el Nu kunde fremtrylle Ild, har gjort en lige saa stor Indsats i Menneskets Udvik­ lingshistorie som de ypperste af de Mænd, Historien kalder »store«. Med den første Fosforstik begynder Oplysningen først for Alvor i »de tusind Hj em«.

DE KEMISKE FYRSTIKKER m det gamle Fyrtøjs Utilstrækkelighed overbevises man bedst ved at lægge Mærke til den Kendsgerning, at man trods Kendskabet til det vedblev, Aarhundrede efter Aarlnindrede, med den gamle Skik at bolde Ilden ved lige Natten over, — enten ved stadig at lægge Brændsel paa og lade den bræn­ de eller ved at dæmpe den med Asken. Den første Maade fordrede rigeligt Brændemateriale. Allerede i Chri­ stian IFs Hofordning paabydes der Sparsommelighed med Brændet; der maatte ikke anvendes mere end nødvendigt for at bolde Baalet ved lige Natten over. Trods det Hensyn, der lier og til andre Tider er taget til Landets Brændebeholdning, kan det dog vistnok siges uden Overdrivelse, at Danmark ikke i Tidens Løb vilde være blevet saa skovfattigt et Land, hvis Svovlstikken — eller maaske rettere Fosfor­ eller Sikkerhedstændstikken — var bleven opfundet tre—fire Hundrede Aar, før den blev. Ved at dæmpe Ilden med Asken udsatte man sig for, at den gik ud, inden Hanens Galen atter kaldte Husets Folk til Virksomhed. Og til Trods for at Fyrtøjet kun bestod af en Flintesten, et Stykke Staal øg en Smule Tønder, og saaledes let og uden stor Bekostning kunde anskaf­ fes, foretrak danske Bønder dog langt ned i Tiden, ja, endnu i Mands Minde at »laane Ild« bos hinanden. Men naar den kemiske Fyrstik omtrent i en Menneskealder formaae- de at bryde en i et Aartusind eller længere hævdvunden Skik, var det ikke blot paa Grund af den Lettelse, den bragte. Nej, det var først og fremmest ved det Indtryk, den gjorde paa det trods Civilisa­ tion og Fremskridt over for alt nyt naive og barnlige Menneskesind. Den virkede paa Fantasien, — dette var jo næsten som at skatfe sig Ild paa overnaturlig Maade. Et Strøg med en Pind, og Flammen blussede op og lyste! Mennesket var blevet Herre over Elementet, Ilden var barn en tjenende Aand. Videnskabsmanden, særlig Kemikeren, der fremfor alle havde Brug for denne tjenende Aand, kunde ikke være tilfreds med den gamle,

langsomme og besværlige Maade at skaffe Ild paa. Og som en anden Prometheus havde han sat sig for at skaffe Menneskeslægten Herre­ dømmet over Ilden, ikke som hin Oldtidens Titan ved at røve den fra Guderne, men ved at anstille en Række videnskabelige Forsøg. Tiden fra 1780 til 1833 kan betegnes søm den moderne Ildfrembringelses For­ søgsperiode, ikke saaledes at forstaa, at Forsøgene standsede med dette Aar, de fortsættes stadig den Dag i Dag, men i den nævnte Periode forberedtes den store Opfindelse: Fosforslikken. Fosforet skal være opdaget af en Købmand Brandt i Hamborg 1065. Man havde længe kendt dets ejendommelige Evne til at antændes ved en let Gnidning, men denne Evne toges først i Brug til Ildfrembrin­ gelse i 1780. I dette Aar fremstod det første Fosforfyrtøj, en lille Flaske indeholdende Fosfor, som man med en af de gammeldags »Svovlstik­ ker« arbejdede op af Flasken og gned mod Proppen. Herved kom det i Brand og tændte Svovlstikken. Disse Fosforfyrtøjer brugtes meget og undergik i det nittende Aar- huudredes Begyndelse liere Forbedringer. Men allerede 1805 fik de en Konkurrent, idet Franskmanden Chancel fremkom med en ny Maade at tænde Ild paa. Hans Opfindelse gaar under Navnet Dyppeslikken. I Dyppestikken spillede det klorsure Kali Hovedrollen. Det bar den Egenskab, at det under visse Forhold antænder letfængelige Stoffer som Svovl, Sukker o. 11. a. Fugter man saaledes en Blanding af pulveriseret Svovl eller Sukker og klorsurt Kali med koncentreret Svovlsyre, bræn­ der det eksplosionsagligt. Man dyppede altsaa nu Stikken i en Masse, der bestod af en saadan Blanding, til hvilken der var sat Gummi som Bindemiddel, og som eller Tørring dannede et Hoved paa Stikken. Men det var dog ikke denne Dypning, der gav »Dyppestikken« dens Navn. Det var den Dyp­ ning, der fandt Sted, naar man vilde tænde Stikken. Del foregik oprin­ deligt ved, at man dyppede Stikken ned i en lille Flaske med Svovl­ syre; men man gik snart over til at fylde Flasken med Asbest og lugte denne med Svovlsyre. Førte man nu Stikken ind i Flasken og tryk­ kede den mod Asbesten, vilde denne antænde den svovlede Stikke. Dyppestikkerne fremstilledes især i Wien (1812) og Berlin (1815) og havde i 1830 fundet en ret betydelig Udbredelse. Aar 1823 fremstillede dog Professor Dobereiner i Jena et nyt Fyrtøj, Platinfyrtøjet, hvor en saakaldet Platinsvamp bringes i Glød ved en Strøm af Brint. Det fik imidlertid ingen synderlig Fremtid, eftersom man ikke kunde bære det paa sig og det desuden var temmelig kostbart. Væsentligst dog, fordi Strygestikken blev opfundet et Par Aar senere og ved sin Fremkomst tog Luven fra alle andre »Fyrtøjer«. Under denne Betegnelse gik den-

gang ikke blot det mere eller mindre indviklede mekaniske Apparat, som vi endnu kalder Fyrtøj, men ogsaa de kemiske Fyrstikker. Den første Strygestik blev fremstillet af Franskmanden Congreve. Tyskerne hævder, at det skete 1832, men det oplyses fra anden Side, at Congreves Stikker solgtes i Paris allerede Aar 1825. Strygestikken hvi­ lede paa den Opdagelse, at en Blanding af klorsurt Kali, Svovl eller Svovlantimon, og forskellige andre Ingredienser eksploderer ved Slag eller kraftig Gnidning. Stikkerne blev dyppet i denne Masse, til hvilken der var sat Gummi som Bindemiddel; de tørrede Stikker anbragtes med Hovedet indefter mellem to Stykker groft Sandpapir, som man med den ene Haands Fingre klemte lidt sammen, medens man med den andens hurtigt rev en Stikke ud, som antændtes ved Friktionen. Kun maatte man passe ikke at rive for kraftigt til, at ikke Satsen skulde løsnes fra Stikken, slynges ud til Siden og maaske gøre Ulykker. Congreves Strygestik, der alt 1832 fremstilledes i Wien af de tre Fa­ briker Preschl, Romer og Sigi, i Paris af Mme Merchel samt i London, har sin største Betydning som Overgangsled til Fosforstikken og ved at anspore til yderligere Anstrengelser. Man var nu til Samtidens For­ bavselse og Beundring kommen saa vidt, at man med et Strøg kunde frembringe Ild, — skulde det ikke være gørligt at fremstille en Stryge- stik, der kunde give Ild overalt, og som ikke behøvede det generende Tilbehør af de to Sandpapirsflader? Den Tanke, at benytte det let an­ tændelige Fosfor sammen med klorsurt Kali i Stedet for Svovl, laa ret nær, og synes da ogsaa at være grebet omtrent samtidig af liere Opfindere. I Slutningen af 1832 og Begyndelsen af 1833 dukker Fos- forstikken op paa forskellige Steder. I England nævner man Apotheke- ren John Walker i Stockton, i Østerrig Romer og Preschl, i Ungarn Joh. Irinyi og i Wiirtemberg Hattemageren I. F. Kammerer. Det sy­ nes dog, som om den sidstnævnte efterhaanden vinder mere og mere Anerkendelse som Førsteopfinderen. Han blev i 1833 arresteret som delagtig i oprørske Planer, kom senere tilbage og indrettede sin første Fabrik af Fosforfyrslikker, som han alt havde fremstillet forinden, — ef­ ter Sigende under sit Fangenskab, hvor han fik Lov til at sysle med Kemi. De alt bestaaende Fabriker af de Congreveske Strygestikker kastede sig øjeblikkelig over den ny Opfindelse, og mange nye Fabriker frem­ stod. Men man lærte snart saa mange uheldige Sider at kende ved de nye Fosforstikker, der havde vakt stor Begejstring ved deres Fremkomst, at det en Tid saa ud, som om de skulde forsvinde igen. I de Heste tyske Stater og i andre Lande blev der allerede 1835 udstedt Forbud mod Tilvirkning og Salg af Fosforstikker, — et Forbud, som dog ikke fik lang Bestand paa Grund af den Iver, hvormed man søgte at fjerne

Manglerne, og det Held, der fulgte disse Bestræbelser. Her maa især nævnes Kemikeren Dr. Moldenhauer i Darmstadt som en af de Mænd, der har bragt Kammerers Opfindelse længst frem. Den væsentligste Indvending, der kunde gøres mod de nye Fosforstik­ ker, var den, at Blandingen Fosfor plus klorsur Kali var saa overor­ dentlig eksplosiv. Uden for Publikums Kontrol, men med stygge Ulyk­ ker i Følge var de Eksplosioner af Satsmassen, der ved den mindste For­ anledning fandt Sted i Fabrikerne. Men de nye »Fyrtøjers« Farlighed blev ogsaa efterhaanden indlysende for den store Almenhed. Der kunde indtræde Eksplosion, blot ved at Fragtmændene kom til at tabe en Kasse med Fosforstikker ved at læsse dem paa eller af Vognen, — ja Vognens Støden eller Bumpen paa daarlige Veje var nok til at foranle­ dige Eksplosion ved Stikkernes indbyrdes Gnidning. Mest lærte dog Publikum deres Farlighed at kende ved Brugen. Udviste man ikke den største Forsigtighed ved at stryge Stikkerne, kunde man risikere, at Ho­ vederne fløj af eller Smaadele sprængtes af og slyngedes rundt omkring og lavede Brandhuller paa Klæder og Tøj. Det maatte da stille sig som den første Opgave at linde et eller an­ det mindre hæftigt virkende Stof, der delvis kunde erstatte det klor­ sure Kali. Her indlagde navnlig Wienerfabrikanterne sig stor Fortjene­ ste. 1835 benyttede Trevany Brunsten og Mønnie, og 1837 indførte Presclil Blyoverilte. Delle sidste var en saa overordentlig stor Forbedring, at de østerrigske Fyrstikker alene derved tik Overtaget over alle andre, til Trods for den Dygtighed man arbejdede med i forskellige tyske Sta­ ter. Efterhaanden bortfaldt Forbudene mod Foslorfyrstikkerne over all, — det sidste ophævedes 1840, — og Fosforstikfabrikationen kunde nu udvikle sig videre og videre, baaren frem af Fabrikanternes ivrige Kappestrid. Der klagedes over, at Fosforstikkerne var vanskelige at be­ vare mod Fugtighed, — det blev afhjulpet ved at overtrække Hove­ derne med en Lakfernis, der ikke blot gav Stikkerne et langt mere pynteligt Udseende, men navnlig gjorde dem saa meget mere skikkede til oversøisk Eksport. Der klagedes over den stærke Svovllugt, som fremkom ved Antændingen, — den blev afhjulpet ved at imprægnere Stikkerne med Stearin, Paraffin eller Voks i Stedet for med Svovl. Der klagedes over, at Fosforstikkerne for let gik ud i blæsende Vejr, — og snart efter havde man ved Siden af de almindelige Stikker de saa- kaldte Stormstikker og »Bengalsk Ild«. Man blev heller ikke staaende alene ved det nyttige, men gjorde og­ saa noget for Udseendet, fremstillede ved Hjælp af Svovlbly Stikker med sølvglinsende Hoveder, lærte at farve baade Hovederne og Stikkerne og gik, særlig i Frankrig og Italien, over til at fremstille en Luksusvare,

hvor Stikken ikke længere var af Træ, men af Voks, saa Fyrstikken blev til et lille Vokslys. Samtidig begyndte man ogsaa, paa Grund af den stærke Konkur­ rence, at søge efter billigere Ingredienser. Dr. Moldenhauer, Skaberen af den hessiske Tændstikindustri, indførte 1839 Lim som Hindemiddel i Stedet for Gummi, der andetsteds ogsaa blev erstattet med Dekstrin. Og Pro­ fessor Bottger i Frankfurt anvendte i 1810 Salpeter i Stedet for klorsurt Kali. I)e foran omtalte uheldige Egenskaber ved Fosforfyrstikkerne, der hidrørte fra disses store Eksplosibilitet, havde været saa øjeblikkeligt iøjnefaldende, at man straks med Energi havde kunnet taget fat paa at afhjælpe dem. Det var lykkedes, og vi saa, at Fabrikanterne efter at have taget de over for Publikum nødvendige Hensyn, havde kunnet begynde at tænke paa at inskrænkc Udgifterne ved Fabrikationen ved at søge efter billigere Materiale. Men nu viste det sig, at der med Fabrikationen af Fosforstikkerne var forbundet en frygtelig Sygdom, som først lidt efter lidt blev bekendt. Sammen med den Brandfare, der altid fulgte de let antændelige Fosforstikker, og med de hyppige Tilfælde af Selvmord og Forbrydelse, der saa let lod sig sætte i Værk ved Hjælp af denne stærke Gift, rejste denne Sygdom Fosfornekrosen en saadan Stemning mod Fosforstikkerne, at Kemikerne begyndte at over­ veje, om ikke det skulde være muligt at fremstille Tændstikker uden Fosfor. Fosfornekrosen hærgede Fosforstikfabrikerne til langt ned i sidste Aar- hundrede. Den foraarsagedes af Fosfordampene, som Arbejderne ikke kunde undgaa at indaande. Der kom stærke Betændelser i Kæbebenene, som efterhaanden smuldrede hen, Tænderne faldt ud, og under grufulde Lidelser døde Patienten. I Schweiz skred Lovgivningsmagten ind mod Fosforstikfabrikerne, og i Frankrig overtog Staten selv Fabrikationen for at kunne føre virk­ som Kontrol med den. Det viste sig her som alle Vegne, at Nekrose- tilfældenes Hyppighed og Styrke i høj Grad afhang af Fabrikens Ind­ retning. Men ganske umuliggøre dem kunde man ikke, dertil var Fa- brikhygieinen ikke tilstrækkeligt udviklet. Og selv om delle skulde lykkes saa nogenlunde, hvorledes skulde man saa komme Fosforstikkerne lil Livs og forhindre de mange Ildebrande, de afstedkom, eller de mange For­ brydelser, de gav Anledning lil? Vilde der ikke oparbejdes en saadan Mis­ stemning mod Fosforstikkerne, at man maatte frygte for et fornyet Forbud? Der var to Opgaver at løse: at fremstille en Tændstik, der var fri for Gift, saa den ikke kunde foraarsage Sygdom eller bruges i forbrydersk Øjemed, og at fremstille en Tændstik, der var mindre brandfarlig end Fosforstikken, der kunde antændes alle Vegne selv i en Lomme ved blot den letlesle Gnidning.

SIKKERHEDSTÆNDSTIKKEN en Maade, paa hvilken de to Opgaver blev løst, var ligefrem genial. Man fjernede det giftige, gule Fosfor fra Stikken og an­ bragte Fosforet paa en Strygeflade, men vel at mærke i en Form, der ikke længer var giftig. Brandfaren ved Fosforstikkerne var saaledes om ikke bævel, saa dog betydeligt indskrænket. I)e nye Stikker kunde ikke tænde alle Vegne som de gamle, man maatte have en Strygeflade med. Men Aarsagen til den frygtelige Nekrose og de forskellige Forbrydelser var med eet Slag hævet. Det staar for os som utvivlsomt, at del er Svenskeren, Professor Gu­ staf Erik Pasch , Lærer ved det Karolinske Institut og Lektor ved Vi­ denskabsakademiet i Stoekholm, der bar Æren for denne paa Tænd­ stikindustriens Omraade saa overordentlig betydningsfulde Opfindelse. Under 30. Oktober 1844 fik Pasch nemlig Patent paa en af barn gjort Opfindelse »at anvende Fosforoxyd, saa vel ren som i Form af Hydrat,, til Tilvirkning af en ny Slags kemiske Fyrtøjer«. I Patentansøgningen opgiver ban »at Stikkernes Sats skulde indeholde klorsurt Kali tillige med et andet brændbart Emne, særlig Svovlantimon, oga t Fosforoxy­ den skulde benyttes som Antændelsesmiddel, hvortil kunde tilsættes lidt Glaspulver, samt at denne Blanding skulde anbringes som Stryge- Hade paa Stikkernes Foderal«. Det varede ikke længe, før S. I. Bagge & Co.s kemiske Fabrik i Stock­ holm var i fuld Gang med Tilvirkningen af disse nye Sikkerhedstænd­ stikker. Naar de ikke fik større Udbredelse, end Tilfældet blev, skyldes del forskellige Omstændigheder, først og fremmest at de blev for dyre, sandsynligvis paa Grund af Vanskeligheden ved at fremstille det saa- kaldte Fosforoxyd; dernæst fordi dette Fosforpræparat ikke kunde bolde sig. Efter nogen Tids Forløb viste det sig i en Mængde Tilfælde, al Strygefladen havde mistet Evnen til at tænde Stikken. Professor Pasch havde antaget det rode Fosfor, som han benyttede til sine Strygeflader, for Ilte af Grundstoffet. Men fire Aar efter at hans.

geniale Tanke var bleven fremsat, paaviste Professor Schroter i Wien, at almindeligt gult, krystallinsk Fosfor, naar det opvarmes i lukkede Kar til en Temperatur af 240—250° C. efterhaanden gaar over i en anden Tilstandsform. Det bliver til et mørkerødt Pulver og har nu mi­ stet sine to fornemste Egenskaber: Letantændelighed og Giftighed. Det saaledes fremkomne Stof amorf Fosfor var i Virkeligheden det samme som Paseh’s saakaldte Fosforoxyd. Naar man fra tysk Side har villet opstille Dr. Bottger i Frankfurt a. M. som Opfinder af Sikkerhedstændstikken, ligger det i, at denne i 1848 fremsatte samme Forslag som Pasch i 1844. Professor Schroters Opfindelse fik dog ikke straks nogen praktisk Be­ tydning. Amorf Fosfor var endnu en alt for sjælden og dyr Vare. De Forsøg, man desuagtet gjorde med at fremstille Stikker med rødt Fos­ for i Stedet for med gult, faldt alle uheldigt ud. Paa Verdensudstillin­ gen i London 1851 hører man intet til dem. Derimod dukker de op for første Gang paa Udstillingen i Paris 1855. Det var Østerrigerne Preschl fra Wien og Furth fra Schiittendorff samt Lundstrom fra Jonkoping, der udstillede dem. Det var, saa vidt erindres, her at Balletmester Bour- nonville for første Gang saa de nye Sikkerhedstændstikker og med en Ven sendte et Par Æsker til Hjemmet, som noget af del mærkeligste, der havde været at se paa Udstillingen. Og i et Brev til sin Hustru paalægger han hende meget betegnende, at omgaas sparsommeligt med disse mærkelige Indretninger og ikke bruge mere end et Par Stykker om Dagen. Naar Fabrikationen af Sikkerhedstændstikker i det hele taget den Gang tog Fart, skyldes det Arthur Albright i Birmingham, som i 1815 tog Patent paa en brugbar Fremstillingsmaade af rødt Fosfor. Dette kunde nu sælges til en rimelig Pris, og Tændslikfabriken i Jonkoping, der tidligere udelukkende havde fremstillet Fosforstikker, tog i 1854 med Pariser Udstillingen for Øje fat paa Fabrikationen af Sikkerhedstænd­ stikken efter først at have overbevist sig om det amorfe Fosfors Hold­ barhed. Samme Aar udtog Fabriken Patent paa sit Fabrikat i England, Frankrig, Belgien og liere andre Lande, sidst i Sverige. Men først efter 1800 tog Fremstillingen af Sikkerhedstændstikker Fart, efter at Jonko­ ping Tdndstickfabriks Aktie-Bolag havde bragt den Form frem, paa hvil­ ken der i de siden da forløbne 40—50 Aar intet væsentligt har været at ændre. Trods al Modstand banede de svenske Tændstikker sig om end lang­ somt Vej overalt. Der var efterhaanden ikke noget civiliseret Land, hvor de ikke fandt Indgang. Publikum kunde dog mange Steder ikke for­ sone sig med, at de ny Tændstikker ikke saaledes som Fosforstikkerne

kunde stryges alle Vegne. Del er mulig en fabrikeret Anekdote, man for­ tæller om Manden, der — da Fosfortændstikkerne blev forbudt — lod sy en Strygeflade fast bag paa sine Bukser, hvor ban var vant til at stryge sin Fosforstik af. Men selv om den er fabrikeret, er den dog me­ get betegnende for det jævnere Publikums Forbold til Sikkerhedstænd­ stikkerne i disses Barndom. Det var imidlertid ikke blot det jævne Publikum, der holdt paa de gamle Fosforstikker, det var ogsaa fremragende Videnskabsmænd. En Mand som Rudolph Wagner tager i sine »Jahresberichte« stadig Afstand fra den Tanke at gaa bort fra Fosforet i Tændstikfabrikationen, og Dr. Moldenhauer var af samme Opfattelse. Og fra Tyskland blev Kampen mod de svenske Tændstikker ført med størst Energi, om end Wagners Moldenhauers Standpunkt blev forladt. Tyskerne søgte at møde den svenske Fare ved Fremstillingen af fos­ forfrie, overalt strygbare Tændstikker. Efter at man i et Par Aar ret planløst havde prøvet ethvert tænkeligt Stof, begyndte Dr. Wiederhold 1801 en Mængde Forsøgsrækker efter en forud lagt Plan og kom til sidst til det Resultat, al svovlundersyrligt Bly er det Stof, som egner sig bedst til Fremstilling af en giftfri og overalt strygbar Stik. Det varede dog nogle Aar, inden man tog fat paa Fabrikationen af Tændstikker efter Dr. Wiederholds Angivelser, — de bragtes først 1870 i Handelen af Firmaet Kalliwoda & Co. i Baden — og to Aar før, 24. April 1868, var der af den danske Fabrikant O. Chr. Green udtaget Patent paa en lignende Satsmasse. Ved denne fortrinlige Sats, der snart var kendt i Udlandet som »den røde, danske Masse«, og som bl. a. udmærkede sig ved sin smukke, røde Farve, har Danmark gjort sin Indsats i Fyrstikfabrikationen, hvor det ellers hidtil havde forholdt sig udelukkende modtagende. Det turde da maaske være paa sin Plads, om vi her gav en sammentrængt Fremstilling af Fyrstikfabrikationens Historie i Danmark, særlig i Greens Fabriker og de, som sluttede sig til dem.

FYRSTIKKER OG FYRSTIKFABRIKER I DANMARK i har tidligere omtalt, hvorledes den ældgamle Skik at holde Ilden vedlige ved at dæmpe Gløder under Aske holdt sig herhjemme ude paa Landet endnu ved Midten af det 19de Aarhundrede, medens man ved Siden af, haade paa Lan­ det og i Byerne, brugte Fyrtøj og Svovlstikker. Disse Svovlstikker, Pinde der var dyppet i Svovl, blev oprindelig lavet i Hjemmene. Senere gik det over til at blive en lille Industri i Byerne, men først da det vidunderlige var sket, at man med Fosforstikken kunde frembringe Ild, blot ved at stryge den paa Væggen eller paa Bukserne, og da Folk blev utaalmodige efter selv at se og forsøge delte Eventyr, først da blev der Tale om Svovlstikfabriker. Egentlig burde Navnet Svovlstik være skrinlagt sammen med den virkelige gamle Svovlstik. Men det skete ikke. Man var vant til at kalde den Pind, man tændte Ild med, en Svovlstik, og det gamle Navn gik over paa de nye Fyrstikker. De Betegnelser, som man i Begyndelsen søgte at fastslaa for dem. vandt aldrig Hævd i Sproget, og Navnene Kemiske Fyrstikker, Kemiske Svovlstikker eller Friktionsfyrtøjer maatte vige for del gammelkendte og tilvante Navn Svovlstik. Den ældste Fabrik af Friktionsfyrtøjer i Norden blev — som det op­ gives — anlagt 1837 af Bohmell & Schlierer; senere dreves den af B rø ­ d ren e R o hm e ll i »Bag Hovedvagten«, en Sidegade baade til Ny-Adel- gade og Kongens Nytorv, som forsvandt i 1873 ved de store Ombyg­ ninger. Den ene af Brødrene samt en ung Mand Carl Friis fra Malmø, der havde lært hos Bohmell i København, grundlagde et Par Aar senere en lignende Fabrik i Malmø, der senere dreves af Brødrene Bohmell alene, indtil den ophørte i Begyndelsen af Halvtredserne. Den næste Svovlstikfabrik, der fremstod i København, blev anlagt af cand. pharm., Grosserer 0. Clir. Green. Ole Christian Green havde i Fyrrerne oprettet en lille Svovlstikfabrik i Aalborg, som han drev ved Siden af sin Forretning. Efter Krigen 1848—50 Hyttede han til København og fik der af Kong Frederik VII 1850 Bevilling paa en Fabrik for Friktionsfyrtøjer, hvilket i Be-

gyndelsen stadig var det officielle Navn paa de nye Fosforstikker. Fabriken, som fik Navnet »Godt- haab« , blev anlagt ude paa Ama­ ger, yderst ude paa Fælleden ved Markvejen fra Amagerbrogade. Men Green, der var en dygtig Kemiker, vil­ de videre frem, og i 1860 begyndte han i sit Laboratorium en Række Forsøg paa at fremstille en fosforfri Tændstiksort. Med stor Forstaaelse og levende Interesse fulgte han de samtidig af Dr. Wiederhold udførte Forsøg, og del lykkedes ham med sin store Omsigt og Energi ikke blot at komme paa Højde med dy­ skerne, men ganske at distancere dem 1868 ved Fremstillingen af den nxle, danske Tændstik.

4> liA -n

Greens Tændstik var vel ikke saa let fængelig som Fostorstikken, der kunde fænge ved al stryges paa den blotte Hud, men ved tortsatte Forsøg bragte han Forskellen saa langt ned, at den nye Vare vandt stor Udbredelse. Ved senere at kromatisere Limen, der Ijente som Bin­

demiddel i Satsen, forbedrede han yderligere Tændemassen, idet han opnaaede at gøre denne i saa ringe Grad modtagelig for Fugtighed, al den i særlig Grad egnede sig til over­ søisk Eksport. Med Loven af 14. Februar 1871, der forbød Anvendel­ sen af hvidt Fosfor, kom tillige For­ dringen om, at Tændstikken kun maatte kunne tænde paa en Stryge­ flade. Men Green var rede; alt det gamle Inventar blev kasseret, nyl blev anskaffet og Fabriken udvidet. Der oprettedes et Interessentskab, som sad inde med den fornødne Kapi­ tal til at drive Forretningen, som væ­ sentlig blev grundet paa Eksport gen­ nem IIusetR.B.Green&Co. i Hamborg.

AKTIE TÆNDSTIKFABRIKEN GODTHAAB _____ w IE MÆRKE KJØBENM AVN.^^

Fabriken »Godthaab«, der stadig var bleven udvidet og forsynet med det nyeste Materiale, købtes i 1898 af Aktieselskabet H. E. Gosch & Co.s Tændstikfabriker. H. E. Gosch var som ungt Menneske ansat hos Ludwig Hinlze, der drev en Forforstikfabrik i Slesvig By. Da Slesvig imidlertid efter Kri­ gen i 1864 blev løsrevet fra Danmark øg Fabrikens Afsætning lier til Landet derved standsede, blev Gosch i en Alder af 22 Aar sendt til København før at søge at afhænde Hintzes Maskiner og Inventar. Da det ikke lykkedes at linde en Køber, besluttede Ilintze resolut at sende hele Materiellet til København og saa lade Gosch, til hvem han nærede stor Tillid, raade dermed, som han vilde. Det varede da heller ikke længe, før Gosch kunde forelægge sin Principal et gunstigt Resultat. I København var han nemlig kommen i Forbindelse med A. Sørensen, der havde samlet sig lidt Midler ved at lave de i den Tid almindeligt be­ nyttede ovale Cementkranse til at lægge omkring Grave paa Kirkegaar- de. Sørensen fik Interesse før Sagen, købte Maskinerne og Inventariet og lejede Lokaler i Grosserer Heymans Gaard paa Christianshavn, hvor han etablerede sig under Firmanavnet: Ludwig Hintzes Eftfl. A. Søren­ sen. Gosch blev knyttet til Forretningen og satte Sørensen øg dennes Hustru ind i Fabrikationen. Det hele var til en Begyndelse meget primitivt. Men lidt efter lidt kunde de udvide Virksomheden, saaledes at de allerede efter nogle Aars Forløb var i Stand til at Hytte ud i egne Fabriksbygninger i Fal- koneeralleen. Sørensen tog sig nu udelukkende af Fabrikationen, og Gosch rejste ud og solgte. Ved hegge Mænds Flid og Dygtighed gik For­ retningen stadig frem, ikke mindst ved Goschs ejendommeligt vindende Væsen. Paa denne Maade arbejdede Sørensen og Gosch sammen til 1876, da de hlev uenige om et Gageringsspørgsmaal, øg deres Samarbejde op­ hørte derefter den 1. Juli 1876. Den Fabrik, som Sørensen og Gosch havde grundlagt og drevet, var en Fabrik for Fosforstikker. Som foran omtalt havde de lovgivende For­ samlinger rundt om i Europa imidlertid længe overvejet Midler til al udelukke det farlige og giftige Fosfor af Fabrikationen. For Danmarks Vedkommende fik disse Overvejelser deres endelige Udslag i den foran nævnte Lov af 14. Februar 1874, i hvilken det blev forbudt at anvende del hvide Fosfor. Der blev dog givet de bestaaende Fabriker et Aars Henstand, idet Loven først traadte i Kraft 1. Januar 1875. Gosch havde saaledes det Held at kunne anlægge sin Fabrik paa bar Bund, medens Sørensen først skulde omændre sin gamle Fabrik, men paa den anden Side vejede den ringe Kapital, Gosch kunde møde

AKTIE TÆNDSTIKFABRIKEN G O DTHA AB ^T varemær k T 7 >>>S

op med, kun lidet mod Sørensens gamle velkendte og indarbejdede For­ retning, der allerede den Gang havde vundet sig en stor Kundekreds paa det velkendte Mærke » Tordenskjold «. Gosch havde anlagt sin Fabrik ude i Jacobsgade paa Amager, hvor­ fra hans Fabrikat gik ud under Mærket, Fuglen » Pliønix «. Men han ind- saa snart, at ban havde for smaa Midler. Han gik da ultimo 1876 i Kompagni med cand. pharm. O. Davidsen, der sammen med cand. pharm. C. Pallesen havde anlagt en Tændstikfabrik i Malmø og derfra var tlyltet til København, først i lejet Lokale paa Tagensvej (den senere Cikoriefabrik), derefter i egen Ejendom i Raadmandsgade. Davidsen medbragte foruden Maskiner og Inventar en Række gode Forbindelser i Københavns Handelsverden, som snart skulde komme det unge Firma til gode; ti selv om de fik deres Fabrik arbejdet ganske godt frem, blev den store Konkurrence fra A. Sørensen dem dog efterhaanden for tryk­ kende. Da kom det dem for Øre, at Sørensen var ved at føle sig træt og af personlige Grunde — navnlig Tabet af en Søn — kunde tænkes at ville trække sig tilbage. Davidsen fik da den Ide at købe Fabriken og indledede Sagen efter at have faael I. C. E. Michaelsen, M. L. Bram­ son og Phil. W. Heyman til at interessere sig for hans Tanke. Alt gik efter Ønske. Sørensen solgte Gosch og Davidsen sin Fabrik for 190,000 Kr. mod en Udbetaling af 50,000 Kr. Sine udestaaende For­ dringer og sit betydelige Varelager, der vurderedes til 150,000 Kr., over­ lod han Køberne paa deres glatte Ansigter og paa meget gunstige Be­ tingelser. De tre ovennævnte Herrer indtraadte derefter med en Kapital paa 100,000 Kr. som sleeping partners i Konsortiet. Delte Konsortium arbejdede med et overordentlig gunstigt Resultat fra 1876 til 1882, hvorefter det i sidstnævnte Aar forandredes til et privat Aktieselskab: II. E. Gosch & Co.s Tændstikfabriker. Dette bestod som saadant til 1895, da Fabrikerne, hvis Værdi ved Grundkøb, Ny­ bygninger, forøget Maskinanlæg etc. var steget meget betydeligt, gik over til et offentligt Aktieselskab. Gosch og Davidsen vedblev som Direktø­ rer al staa i Spidsen for Virksomheden samtidig med, at de ifølge Lo­ vene havde fast Sæde i Bestyrelsen. I Marts Maaned 1898 døde imid­ lertid Gosch, og Davidsen ledede derefter Selskabet som Enedirektør. Aaret 1898 skulde ogsaa paa anden Maade blive betydningsfuldt, idet Gosch & Co.s Tændstikfabriker den 18. Juni købte Aktietændstikfabriken Godthaab, ved hvilken Lejlighed Kapitalen udvidedes fra Kr. 700,000 til Kr. 1,100,000, og Fabrikens Navn forandredes til »Aktieselskabet H. E. Gosch & Co.s Tændstikfabriker oy Aktietændstikfabriken Godthaab«.

Fabriken Godthaabs tekniske Direktør, Ingeniør Aug. H. Green, ind- traadte samtidig i Selskabets Bestyrelse. De to store Virksomheder, som gennem en længere Aarrække havde staaet i Konkurrence saavel i Indlandet som i Udlandet, bleve saaledes forenede i fælles Virken. Det nydannede Selskab gik straks urolige Tider i Møde, idet en ny Fabrik, »Kjøbenhavns Tændstikfabrik«, som var traadt i Virksomhed samme Aar, gav Anledning til, at den danske Tændstikindustri bragtes ind i en Deroute. Danmarks Tændstikforbrug er nemlig stærkt begrænset, og det er derfor indlysende, at en ny Fabrik, der er baseret paa en uforholds­ mæssig stor Produktion, og som a tout prix vil forcere sit Salg frem, stadig maa arbejde med vigende Priser og derfor hurtigt vil blive stil­ let over for skarp Konkurrence og tabsbringende Priser. En saadan til­ spidset og uholdbar Situation indtraadte ogsaa i dette Tilfælde, og den skulde først finde sin Afslutning Aar 1901, da daværende Etatsraad Heide greb ind og foranledigede Dannelsen af »Kjøbenhavns Tændstikfabrik og Aktietændstikfabriken Merkur «, der ved en Overenskomst kom til at staa nøje knyttet til Goscli & Co. og Godthaab. Del nye Selskab dannedes ved Sammenslutning af Rolimells Tændstikfabrik (stiftet 1

ykk en kan ligge i en lille Pind, skrev vor store Eventyr­ digter. Ja, Lykken kan ligge alle Vegne, hvor Naturen by­ der en Pind, en Klump Ler, en Stump Metal, — blot Mennesket kommer til at virke med sit Snille, sin Dyg­ tighed og sin Udholdenhed. Men paa intet Omraade har der været stillet saa store Fordringer til disse Egenskaber som netop under Bestræbelserne for al faa Lykken, Fuldkommenheden, ud af den lille Pind, der hedder Tændstikken. Kemien har givet os nye, hurtigt virkende og bekvemme Midler i Hænde til at frembringe Ild med. Men naar disse Midler, der er sam­ lede i den moderne Tændstik, kan blive Ilvcrmands Ejendom og be­ nyttes af alle, skyldes det det mekaniske Snille, som mulig i Tænd­ stikfabrikationen har fejret sine største Triumfer. I de første Strygestikfabriker, der dog kunde være ret store, — Mer- cliels Etablissement i Paris beskæftigede over to Hundrede Arbejdere — savede og kløvede man Pindene ud, dyppede dem enkeltvis og satte dem — med Hovedet opefter — til Tørring i Sand. All blev gjort med Haanden, og Stikkerne, der baade var længere og sværere end nu tildags, blev meget uensartede. Men denne primitive Arbejdsmaade blev for langsom, da Fosfor- stikkerne begyndte al blive Genstand for en stadig stigende Efter­ spørgsel. Omkring 1830 havde man begyndt at kløve Pindene ud paa Maskine, men Wienerfabrikanten Romer indførte snart den langt hur­ tigere og nemmere Høvling, en Opfindelse, der væsentlig bidrog til Wienertændstikkernes Overlegenhed paa Markedet. Dr. Moldenhauers Kompagnon, Anton, konstruerede en Haandhøvl til Udhøvling af de fine Pinde, med hvilken Bønderne ude i Skovegnene begyndte en ret betydelig Husflid, saa de kunde forsyne Fabrikanterne med raa Stikker. Uagtet de kun fik 54 Kreutzer for 100,000 Stikker, kunde det ikke betale sig for Fabrikerne. Anton konstruerede da en Maskine, som leverede samme Kvantum for 30 Kreutzer. Ligeledes fandt ban paa en Indretning, en Samling i Rammer med Lister, hvor-

ved den langsomme Dypning, Stikke for Stikke, kunde opgives. Et Barn kunde nu i disse Listerammer indsætte indtil 37,000 Stykker pr. Dag. Rammen blev dyppet paa een Gang og anbragt til Tørring med Hovederne nedad, hvorved disse fik en smukkere Form. 1 omtrent tyve Aar levede man paa disse Fremskridt; saa fremstod i 1860 O. Walch med den første Maskine til at indsætte Stikkerne i Rammer. Uagtet et Barn med den kunde indsætte 600,000 Stikker pr. Dag, maatte den dog betegnes som ufuldkommen. Men i 1867 lykkedes det Maskinkonstruktør G. Sebold i Durlach, efter mange Aars Forsøg, at fremstille en Maskine, ved Hjælp af hvilken en Arbejder paa een Dag kan indsætte 1,250,000 Stikker. Sebold blev imidlertid ikke staaende ved denne paa Tændstikfabri­ kationens Omraade epokegørende Opfindelse, men kastede sig over andre Opgaver. Det var jo ikke nok med, at Fabrikationen paa et enkelt Punkt blev saa væsentlig forbedret, li samtidig steg Fordringerne paa alle andre Punkter. Og snart skiftede Industrien Karakter som Følge af en Række Opfindelser, der skyldes Sebold, Belgieren Loyens og Sven­ skerne Alexander Lagermann, Fr. Lundgren og Poulsen. I Stedet for møjsommelig med Haanden at skulle klistre Æskespaanen sammen med Papir, kan man nu ved Hjælp af en eneste Maskine producere fra 2,500 til 4,000 Hylstre eller Skuffer i Timen. Og medens man tidligere maatte paaføre Æskerne Strygemassen med Haanden, kan man nu paa Maskine i een Time sætte Strygemasse paa 20,000 Æsker. Tændstikindustrien staar saaledes i stor Taknemmelighedsgæld til de her nævnte Opfindere, men særlig til Lagermann. Denne blev i Aaret 1870 engageret af Jonkoping Tandstickfabriks Aktie-Bolag til for dette Selskabs Regning udelukkende at beskæftige sig med Konstruktion af nye Maskiner og Forbedringer af de gamle. Fabriken har kun haft Grund til at glæde sig over dette Skridt, ti i Løbet af 70erne lyk­ kedes det Lagermanns mekaniske Geni at udfinde fuldkomne Maskiner til alle Operationer inden for Tændstikindustrien og derved give Eks­ emplet til en fuldstændig Forandring af Fabrikationens Fysiognomi. Lagermanns Maskiner blev ikke solgt, idet Jonkoping Tændstikfabrik forbeholdt sig Fordelen af dem, — kun med hans Fyldemaskine gjorde de en Undtagelse, idet de af forskellige Grunde i 1897 solgte Fremstil- lingsretten til Maskinfirmaet A. Roller, Berlin. Denne Maskine til Fyld­ ning af Æskerne er nu udbredt i saa godt som alle større Fabriker. De forenede danske Tændstikfabriker indførte den allerede i 1898. Men alle Lagermanns geniale Opfindelser overstraaledes dog af hans »Kompletmaskine« d. v. s. et kompliceret Maskinsystem, hvor Træet blev indlagt og tilskaaret i den ene Ende og derefter gennemgik hele

Processen, til der kom færdige og oppakkede Tændstikker nd i den anden Ende. Lagermann indsaa dog selv, at dette var for meget at byde en enkelt Maskine, og forandrede derfor senere Maskinen saaledes, at den blev »fødet« med de færdigskaarne og oprettede Stikker. Denne Maskine, som aldrig kom uden for selve Jbnkbping Fabrik, blev Grundlaget for de i de sidste Aar opdukkende amerikansk-tyske Kom­ pletmaskiner. Men samtidig med denne Udvikling og Fremgang paa det tekniske Omraade og med Overgangen fra Husdrift til Maskindrift, er man i de Heste Lande Vidne til, at de mindre Fabriker forsvinder og giver Plads for de større, da den stadige Udvikling og Kravet om billig Fremstilling kræver megen Kapital og den størst mulige Produktion. I Fabrikationens Barndom var 100,000 Stikker daglig en anselig Produk­ tion, og nu betaler 100,000 Æsker sig næppe. Kemikalierne. Lykken kan ligge i en lille Pind, skrev vi før, naar den kommer i Hænderne paa Mænd med de rette Egenskaber. Snille, Dygtighed og Udholdenhed har der hørt til for at bringe Tændstikfabrikationen op paa dens nuværende Højdepunkt. Og disse Egenskaber fordres endnu for at holde den gaaende og stadig bringe den videre. Men der hører under den nuværende Masseproduktion een Ting til endnu, og det er Penge, Penge og atter Penge. Det vil blive Læseren klart, naar vi gaar over til at give en Beskrivelse af Fremstillingen af Tændstikkerne. Men inden vi gaar over til at beskrive selve Gangen i Tilvirkningen, skal vi først omtale et Par af de Raastoffer, som spiller den største Rolle. Det vigtigste er Aspetræet (Espetræet). Man kan anvende baade Aspe­ træ, Poppel, Lind, Birk, Cotton wood o. 1. Træsorter. De forenede danske Tændstikfabriker anvender udelukkende Aspetræ (Popolus tremula), da dette mere end nogen anden Træsort besidder de ønskede Egenskaber. Det lader sig nemlig let skrælle til Fineer d. v. s. til tynde Blade, fordi Vedet er meget blødt, sejgt, ligeaaret og let spalteligt. Dertil kommer, at Aspetræet er meget porøst og derfor let optager Paraffinen, ligesom det er let brændende og af en smuk hvid Farve. Aspetræet er en Træsort, der oftest vokser paa flade Strækninger som f. Eks. i det nordlige Tyskland, i Polen og i Rusland. Det findes i øvrigt spredt saa godt som overalt, hvilket særlig forklares derved, at Frøet er meget let og sidder indesluttet i et med fine Traade besat Hylster, der tjener som Flyveapparat, og er i Stand til at føre Frøet langt Raasioffet — Træet —

bort. Frøet spirer overalt, livor det naar Jorden; men Kimplanten er meget sart og bliver let overvokset og kvalt af andre Planter. Det meste Aspetræ faas fra Rusland og afskibes over Konigsberg, Lilian, Riga og St. Petersborg. I Tidens Løb er Skovgrænsen stadig rykket længere og længere mod Nord. De nærliggende Skove fældes nemlig først, og da hele Fældningen foregaar ved Rovhugst, er som Følge heraf alle Skove i Nærheden af Byer, Baner og Floder snart fuldstændigt borthuggede. Transporten maa derfor ske ad overordentlig store Strækninger, først paa Slæde og dernæst videre enten pr. Bane eller ned ad Floderne. Det paa sidstnævnte Maade transporterede Træ, det saakaldte »llaa- dede« Træ, tager betydelig Skade af Flodvandet, da dette trænger ind i Træet og gør det mindre holdbart. Træet bliver desuden tilbøjeligt til senere al antage en blaa Farve. De forenede danske Tændstik­ fabriker anvender derfor kun Træ, som er transporteret pr. Bane. Som Følge af at Skovhugsten, som ovenfor nævnt, stadig foregaar længere og længere borte fra de befærdede Centrer, og Transportomkostningerne derfor stadig forøges, befinde Træpriserne sig i uafbrudt Stigning. At det ikke er en ubetydelig Prisforhøjelse, hvorom der her er Tale, vil forstaas, naar vi meddeler, at Træprisernes Stigning alene i de sidste seks Aar har fordyret Kalkulationen med ca. 20 Øre pr. Mille Æsker. To andre meget vigtige Raavarer er Paraffin og Kali. Kalien sættes til Satsen for at muliggøre Antændingen, og Paraffinen tjener til at overføre Ilden fra Satsen til Træet; det erstatter med andre Ord Svovlet i de gamle Fosforstikker. Da disse lo Raastoffer tillige med de andre, der anvendes i Tændstikindustrien, hver for sig frembyder mange forskellige Kvaliteter til lige saa mange forskellige Priser, vil det forstaaes, at der ogsaa her bydes Fabrikanten frit Spillerum. Selv om han har en god Satssammensætning, er det dog kun ved Anven­ delse af de bedste Raavarer og ved særligt indgaaende Kendskab til Valget af disse, at han naar et tilfredsstillende Resultat. Det kan maaske her nævnes, at De forenede danske Tændstikfabriker aldrig er faldet for Fristelsen til at producere billigt paa Bekostning af Raavarerne og derigennem Kvaliteten, trods det, at der for ikke mange Aar siden har været Tider, hvor Priserne paa Tændstikker var saa reducerede, at der forelaa den største Opfordring til at søge Tabet nedbragt ved Anvendelse af billige Raavarer. Tændstikkernes Tilvirkning. Vi begynder med selve det i Skoven voksende Træ og følger der­ efter Udviklingen, indtil den færdige Tændstik foreligger oppakket og