KøbenhanskeMotiver_1587-1807

Indledning

„Paa Land-Siderne sees Staden, formedelst sin nedrige Lægde, ikke langt fra, und­ tagen nogle af dens høyeste Taarne: Men naar man paa Valbye-Banke, kommer den een og en halv Fierdingvey nær, da falder Øyet først paa de der underliggende Forstæder ved Vester- og Nørre-Broe, som ere opfyldte med en behagelig Blanding af Bygninger, Hauger og Alleer: dernæst paa Staden selv, med dens Volde og Palladser, med Søen uden om, hvilket tilsammen giver en meget riig og herlig Prospect." Således indleder Erik Pontoppidan sin beskrivelse af København 1764, og således tonede byen frem for de mange rejsende, der kom hertil ad landevejen. Det danske landskab er som bekendt fladt, men fra Valby Bakke var der dog mulighed for at tage byen i øjesyn under eet, og utallige er de kunstnere, som gen­ nem tiden har gengivet dette panorama. I løbet af det tidsrum på 220 år, som ud­ stillingen omfatter, undergik denne udsigt naturligvis mange ændringer. Krige og brandkatastrofer undlod ikke at sætte deres præg på København - genopbygning rådede dog bod på ødelæggelserne, og virksomme bygherrer tilførte byens fysiog­ nomi nye karaktertræk. Vor ældste kendte gengivelse af København er dobbeltprospektet fra Civitates orbis terrarum 1587; det bygger på en habil kunstners forarbejde og giver et sær­ deles pålideligt billede af den senmiddelalderlige stad med mur, knejsende spir og lave bindingsværksbygninger. Med Christian IVs tiltræden 1596 indledtes en ny æra: befæstningen moderniseredes med bastioner, der skulle kunne modstå kanon­ beskydning, og ved Slottet anlagdes et vældigt søarsenal, som med Christianshavns grundlæggelse på den anden side af havneløbet blev godt beskyttet. En endnu større byudvidelse fulgte med Ny-København mod nordøst, hvor hele området mellem nuværende Gothersgade og Kastellet indlemmedes. Kongen var også en dynamisk bygherre, spiret på Blåtårn, Rådhuset, Holmens - og Trinitatis kirke med Runde­ tårn, Børsen, Rosenborg og Nyboder er resultaterne heraf. Under hans søn, Frede­ rik III, belejrede svenskerne byen, som ganske vist holdt stand, men det var dog klart, at befæstningen var utilstrækkelig. Straks efter enevældens etablering 1660 begyndte man at udbedre befæstningen. Den nederlandske fortifikationsekspert, Henrik Riise, kaldtes herop, og han opførte et stærkt citadel ved den gamle Skt. Annæ skanse, lod nye solide bastioner og dybe grave anlægge herfra til byens vestende, hvor han foretog en vældig udvidelse dels ved forskydning af volden,

9